Ulrik Yttergaard Jenssen slog indlægget, da AGF-anfører Pierre Kanstrup lavede selvmål i FC Nordsjællands 1-0-sejr mandag aften. Fordi det endte med at være at selvmål, får FC Nordsjælland-spilleren ikke noteret en assist, og den er han selvfølgelig lidt træt af.
- Det kan da ikke være rigtigt, at man ikke får assist på sådan et selvmål. Jeg så det egentlig som en Rothmann-scoring, siger den norske forsvarsspiller til klubbens egen hjemmeside.
På trods af den manglende assist var der også plads til glæde for den 22-årige nordmand ovenpå 1-0-sejren, som nordsjællænderne ifølge Yttergaard Jenssen klart fortjente.
Sejren var FC Nordsjællands anden i træk i Superligaen, og med en sejr i efterårssæsonens sidste spillerunde kan Ulrik Yttergaard Jenssen og holdkammeraterne spille sig helt tæt på top seks, som er klubbens målsætning.