Yussuf Poulsen roser Brøndby-emner: To kvalitetsspillere
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Yussuf Poulsen roser Brøndby-emner: To kvalitetsspillere

Brøndby IF sættes i forbindelse med RB Leipzig-spillerne Benjamin Bellot og Nils Quaschner. Yussuf Poulsen kender begge to, og han har kun godt at sige om dem.

Den tyske avis Bild skriver tirsdag, at Brøndby har et godt øje til RB Leipzig-duoen Benjamin Bellot og Nils Quaschner. Førstnævnte er målmand, mens Quaschner huserer i angrebet.

Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen har et solidt kendskab til de to fra RB Leipzig, og han kan sagtens forestille sig, at de vil gøre en god figur i Superligaen, hvis rygterne om et muligt skifte til Brøndby taler sandt. 

- Han er en fin målmand. Da jeg kom til klubben, var han tredjemålmand, men så blev både vores første- og andenmålmand skadet, lige som vi stod foran en af de vigtigste perioder i foråret. Han kom så ind og stod syv kampe, og han stod til nul i alle syv, og sæsonen efter fik han også nogle kampe i 2. Bundesliga. I denne sæson har han primært været på U23-holdet, efter vi fik to nye målmænd til klubben. Alt i alt en super god målmand og en super god fyr, siger Yussuf Poulsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Jeg vil dog sige, at hvis Frederik Rønnow bliver i Brøndby, så er det nok ikke det bedste klubskifte for ham. Hvis han derimod skifter, kunne det være en god signing for Brøndby.

Nils Quaschner har i denne sæson været udlejet fra RB Leipzig til VfL Bochum, men i forrige sæson spillede Yussuf Poulsen en del kampe med offensivspilleren i 2. Bundesligaen.

- Han er hurtig, og han er en god afslutter. Ligesom med Hany Mukhtar tror jeg, han vil være en kvalitetsstørrelse, som Superligaen ikke har ret mange af. Det må man sige, Alexander Zorniger har været god til at finde, lyder det fra Poulsen.

Foruden Benjamin Bellot og Nils Quaschner har Brøndby IF også været sat i forbindelse med Rani Khedira, som RB Leipzig allerede har meldt ud forlader klubben i løbet af sommeren.