Efter sommerens transfervindue har Mathias Zanka Jørgensen koncentreret sig om Huddersfield i Premier League, men forsvarsspilleren indrømmer, at han føler med FCK, der ikke har levet op til sidste sæsons forventninger.
Faktisk giver han gerne råd til, hvordan klubben kan forbedre sig i resten af sæsonen.
- Man kan kun forvente, at når tre, fire, fem spillere fra startopstillingen forlader klubben på under et halvt år, vil der være bump på vejen. Det er det, de oplever i øjeblikket, og selvfølgelig føler man med dem, og man forsøger at give dem nogle råd i forhold til, hvordan man kan arbejde endnu hårdere, og hvordan presset fra fans vil være anderledes end, hvad jeg oplever her, fortæller den danske forsvarsspiller på et pressemøde i England.
Og grunden til at forsvarsspilleren stadig følger sin gamle klub, er ret indlysende, hvis man spørger danskeren selv.
- Det er et sted, hvor jeg har brugt meget tid. En stor del af mit liv har jeg brugt på byen og i klubben, og der er mange drenge, jeg stadig er gode venner med og holder kontakten med, siger Mathias Zanka Jørgensen.
Lørdag kan Mathias Zanka Jørgensen igen være at finde i Premier League, når Huddersfield Town spiller mod Swansea i Wales.