Zanka: Vi skal vise, at vi er fleksible
Foto: Tipsbladet
Superliga

Zanka: Vi skal vise, at vi er fleksible

FC Københavns forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen håber, at det lykkes at komme i pokalfinalen.

FC København står torsdag over for Esbjerg fB i pokalturneringens semifinale. Første opgør i København endte 1-1, og nu venter altså en returkamp på vestkysten, hvor FC København vil forsøge at spille sig i finalen. 

FC Københavns forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen ser frem til opgøret og håber på FCK-succes. 

- Det er en rigtig vigtig kamp. Det er en semifinale. Og når man – som vi – står så tæt på finalen, den sidste kamp, så er det af stor betydning, at vi også når dertil. I og med, at vi ikke ligger der i tabellen, hvor vi gerne vil ligge, er det en mulighed for os for at vinde en pokal. Og det er en vigtig ting i denne her klub for alle. Så det er det, vi skal kæmpe for mod Esbjerg – også selvom det ikke er vores førsteprioritet i sæsonen at vinde pokalturneringen, siger Mathias Zanka Jørgensen til fck.dk.
 
FC København skal mod Esbjerg forsøge at rejse sig efter weekendens 0-3-nederlag til Randers FC. 
 
- Vi skal revanchere weekendens nederlag, og at vi igen kan finde de gode takter, vi har haft det seneste halve år, som jeg synes har været rigtig rigtig gode. Egentlig skal vi bare vise, at vi er et godt fodboldhold, og at vi har et godt sammenhold. Nu har vi det svært med en masse langtidsskader, så nu skal vi ud og vise, at folk kan spille andre pladser, end de egentlig er vant til, og at vi også på den måde er fleksible som hold, siger han.
 
Kampen mellem Esbjerg og FC København fløjtes op torsdag klokken 19.30.