Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Fokus på den defensive organisation

Brøndbys cheftræner understreger, at klubben fra vestegnen skal forsvare bedre som hold, ellers kan AGF gøre ondt med deres hurtige spillere.

Søndag aften skal Brøndby IF forsøge at komme tilbage på sejrssporet efter 2-4-nederlaget mod SønderjyskE, når klubben for første gang i sæsonen møder AGF.

Alexander Zornigers mandskab havde slet ikke styr på defensiven mod SønderjyskE, der skabte den ene store chance efter den anden på omstillinger, og derfor ligger fokus naturligvis i den ende af banen. Det fortæller Zorniger til brondby.com.

- AGF har været solide i defensiven, indtil de mødte AC Horsens i sidste runde. Vi havde i snit lukket et mål ind per kamp indtil kampen mod SønderjyskE i søndags, så begge hold har noget, de gerne vil ud og bevise. AGF vil med deres hurtige spillere som Bundu, Sana og Ankersen forsøge at gøre det svært, så som hold skal vi være bedre til at kontrollere vores defensive organisation. Hele holdet skal være gode i vores defensive organisation, ikke blot vores fire mand i bagkæden. Det bliver afgørende for kampen, siger Zorniger til klubbens hjemmeside.

Den tyske cheftræner komplementer også David Nielsen for hans arbejde i AGF og siger, at han regner med en mere tilbageholdende åbning i søndagens kamp.

- David har ændret AGF-truppen væsentligt, siden han kom til sidste år. Han har haft meget fokus på at få styr på deres defensive organisation og på at lave hurtige omstillinger, og det er han lykkedes med, ligesom han gjorde hos Lyngby BK.

- På baggrund af begge holds kampe i sidste weekend, vil jeg ikke blive overrasket, hvis begge hold starter kampen med at have fokus på defensiven og ikke risikerer hele butikken, så snart dommeren fløjter kampen i gang. Vi har brugt den første del af ugen på at analysere og tale kampen i søndags igennem, og så har vi brugt det, vi har lært, til vores træninger, og nu handler det om at præstere på banen, siger Zorniger til brondby.com.

Opgøret mellem AGF og Brøndby har kickoff klokken 18 søndag og kan ses på TV3+.