Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Vi er fodboldtrænere - ikke ledere af et socialt projekt

I et interview med Jyllands-Posten fortæller Brøndbys tyske chef, hvorfor stilen er, som den er.

Brøndby IF kom fra land med uafgjort i Superliga-foråret, da klubben var i en målfest med FC Nordsjælland. 3-3 endte det, og man kan i hvert fald konstatere, at træner Alexander Zorniger har arbejde foran sig, for forsvarsspillet var ikke godt, og presspillet var heller ikke, som det er, når Brøndby er bedst.

Efter opgøret var den tyske træner ganske ærlig omkring holdets præstation. FC Nordsjælland var bedst, forklarede han, og så kritiserede han højre back Jens Martin Gammelby, som han ikke mente traf de rigtige beslutninger.

Og det er præcis, hvad man får med Alexander Zorniger. Ærlighed. Han kan fremstå brysk, men det er sådan, tyskeren er. I sidste uge fortalte han til Canal 9 om sit syn på det at være træner, og hvordan han har ladet sig inspirere af New England Patriots' træner Bill Belichicks mantra "do your job".

Og nu fortæller den tidligere Stuttgart-chef i et interview med Jyllands-Posten, hvorfor han tænker, som han gør. Det skal ikke være rygklapperi det hele - man skal også kræve noget for at få noget godt ud af spillerne.

- Jeg ved godt, at det er vigtigt i Danmark, at man kommunikerer meget og tager hånd om hinanden. Men i fodboldverdenen er situationen nogle gange anderledes. Vi er fodboldtrænere, og vi skal skabe et miljø, hvor spillerne skal være så succesfulde som muligt. Vi er ikke ledere af et socialt projekt, siger Alexander Zorniger altså til Jyllands-Posten.

Brøndbys næste opgave er søndag, hvor der venter en udekamp mod Esbjerg. Klubben ligger før opgøret nummer tre i Superligaen med samme pointantal som Randers på fjerdepladsen. Esbjerg er nummer fem, to point efter.