Video : Tipsbladet
Generelle

Thorup om rødt kort: Må hellere lade sig falde

Jess Thorup og FC Midtjylland tabte i går med 1-0 til SønderjyskE. Kampen havde drama efter 44 minutter, da André Rømer blev sendt direkte i bad efter at have frataget Mikael Uhre en oplagt målchance.

I gårsdagens kamp mellem SønderjyskE og FC Midtjylland blev gæsterne fra Midtjylland ramt ar et rødt kort efter 44 minutter. Om det røde kort skulle have været givet eller ej, har der været stor snak om efterfølgende. Det var André Rømer, der blev sendt en halvleg tidligere i bade end sine holdkammerater efter at have ramt SønderjyskE-angriberen Mikael Uhre, da Uhre var alene på vej ned mod Johan Dahlins mål.

Men skal man tro FCM-træner Jess Thorup, så skulle André Rømer ikke have haft lov til at varme sig 45 minutter længere under bruseren end sine holdkammerater. Han mener nemlig slet ikke, at Rømer skulle have været smidt ud.

- Nu har jeg kun set den på langsom gengivelse, men jeg ser Uhres ben sparke op på Andrés. Så tager Uhre et skridt mere og tænker, han hellere må lade sig falde, siger FC Midtjyllands træner ifølge Ritzau. 

FCM-cheftræneren mener, at André Rømer gjorde alt, hvad han kunne for ikke at ramme Mikael Uhre, men dommeren valgte altså at taksere Uhres fald til direkte rødt til Rømer.

Resten af FC Midtjylland-holdet formåede at spille lige op med SønderjyskE, men de kunne ikke forhindre Philip Zinckernagel i at blive matchvinner efter 84 minutter. 

Med nederlaget overhaler Randers FC Midtjylland i tabellen, hvor FCM nu har tre point op til Randers og Brøndby samt hele 12 point op til førerholdet FC København.