1. division

Martin Borre stopper karrieren

Vejle-spilleren Martin Borre lægger støvlerne på hylden. Nu venter et nyt liv som journaliststuderende.

159 kampes Superliga-rutine blev i dag lagt på hylden, da Martin Borre valgte at takke af for en karriere, der tog fart i Køge og senere gik over OB, IK Start og Vejle. Istedet venter nu Borre en fremtid som studerende på Journalisthøjskolen i Aarhus.

- Jeg har siden i vinters været afklaret med, at jeg ville stoppe med at spille fodbold. Selvom jeg stadig er glad for livet som professionel fodboldspiller, hvilket er en god følelse at slutte med, har jeg lyst til nye udfordringer. Jeg kunne måske godt have fortsat et år eller to, men da jeg altid har haft en drøm om at blive journalist, kunne jeg mærke, at tidspunktet var det rigtige til at gå i gang med den næste karriere, siger Martin Borre.

Kantspilleren Martin Borre er 32 år. Han kom til Vejle i 2008.