Matchbold til HB Køge efter Vejle-kiks
HB Køge har til lørdagens kamp mod Skive, der spilles klokken 17, matchbold om oprykning til Superligaen. En sejr kan sende sydsjællænderne i Superligaen, fordi Vejle i lørdagens tidligere 1. divisionskamp spillede 2-2 i Gladsaxe mod AB.
1. halvleg var en relativt kedelig affære, hvor AB sad på det meste uden dog at spille sig til de store chancer. Halvlegen livede dog gevaldigt op mod slutningen, hvor AB-anfører efter 33 minutter bragte hjemmeholdet foran på et hovedstød. Vejle udlignede dog kort efter, da 18-årige Jeppe Andersen udlignede på et flot langskud på kanten af feltet. Andersen var blev skiftet ind kort forinden i stedet for en skadet Valentino Lai, og han satte liv over Vejle-spillet.
Kulminationen på en god Vejle-periode kom få sekunder før pausen, da Steffen Kielstrup bragte Vejle foran 2-1. Midterforsvarer Jonathan Neftali headede en bold i brystet på målmand Jens Waltorp, og riposten sparkede Kielstrup sikkert i nettet.
Vejle dominerede i 2. halvleg, men fik ikke udbytte af spilovertaget. I stedet kunne Nick Christensen udligne efter 68 minutter, da han tæt inde foran mål kom foran Vejle-forsvaret og sparkede bolden i mål. Efter den scoring fik Vejle aldrig overtaget tilbage, og kampen sluttede 2-2.
Det uafgjorte resultat betyder, at Vejle hentede et enkelt point ind på HB Køge, men sjællænderne har en kamp i hånden i forhold til Vejle. Dermed kan de med en sejr i dagens kamp mod Skive bringe sig syv point foran, og med to runder tilbage af årets 1. division vil det være ensbetydende med en oprykning til Superligaen.