1. division

Tømmermænd efter redningsaktion

FC Hjørring reddede sig i går fri af en truende nedrykning fra 1. division, og derfor var Martin Pedersen og Hjørring-drengene en tur i Jomfru Ane Gade. Og Pedersen kan blive lokket med igen i aften.

Oprykkerne fra FC Hjørring har haft et esktremt dårligt forår i 1. division, der kulminerede med nederlaget hjemme mod FC Fyn i weekenden. Derfor var nordjyderne da også i overhængende fare for at ryge ud, inden kampen mod Næstved i aftes.

Men FC Hjørring klarede skærene ved at vinde med 2-1 over sjællænderne, og før sidste spillerunde er det ikke længere muligt for Hvidovre, FC Fyn og Kolding at hente dem. Det fik glædesrusen til at flyde over i Hjørring, og sammen tog spillerne en tur til Aalborg for at besøge værtshuset Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade.

- Det var vist det eneste sted, der var åbent på sådan en tirsdag. Det var virkelig hyggeligt. Vi sad og raflede og fik et par øl. Nu skal vi så til træning, hvor lige skal have løbet de værste tømmermænd ud af kroppen, men mon ikke det bliver en stille og rolig løbetur, en 10-15 mavebøjninger og så måske en omgang ung mod gammel, siger FC Hjørrings venstre back Martin Pedersen til tipsbladet.dk.

Det var Ove Christensen, der overtog trænersædet i FC Hjørring, da det så allerværst ud med fem kampe igen. Holdet havde lige tabt til bundproppen Hvidovre, og træner Kim Poulsen var taget til Tanzania for at blive unglandstræner, men rutinerede Christensen kom og bankede noget tro ind i holdet.

- Jeg tror, at ansættelsen af Ove har betydet alt for os. Han har givet os den sidste gejst og tro på tingene, og Ove er jo bare en ekspert på alle områder, når det handler om fodbold. Vi ved jo selvfølgelig ikke, hvad der sker på trænerposten i næste sæson, men jeg håber virkelig, Ove fortsætter hos os, siger han.

Søndag venter så en ligegyldig kamp mod FC Vestsjælland i 30. spillerunde. En kamp som Martin Pedersen gerne vil vinde, men den tidligere AaB'er har også et godt øje til sin tidligere klub, der i aften møder AaB i en kamp, hvor det andet nordjyske hold på to dage kan klare frisag i bunden af en dansk fodboldrække.

- Jeg håber inderligt, at AaB vinder i dag. Det ville være en skam, hvis de røg ned, og jeg kan slet ikke se det  sjove i at skulle møde dem i 1. division næste år, så jeg håber, de vinder i aften og redder sig, og jeg har da også allerede snakket med min gode ven "Duncan" om at skulle afsted igen i aften, hvis de klarer sig. Men jeg er nu nok blevet for gammel til at tage i byen to dage i træk, siger Pedersen med et grin.

Klarer AaB ærterne og tager "Duncan" og co. i byen, mon så ikke at der er et værtshus eller to mere end Hr. Nielsen, der har åbent i "gaden"?