VM

Top og flop: Her er VM-barometeret

Et nyt og frisk VM-barometer har set dagens lys inden de afgørende puljekampe. Tjek det og se om du er enig i vurderingen



25) Algeriet
VM-pulje: Slovenien, England og USA
Resultat:
Algeriet - Slovenien 0-1
Algeriet - England 0-0

Efter den tamme og direkte ringe indsats mod Slovenien i den første gruppekamp, var der i mange briters bevidsthed dømt kanonføde i kamp nummer to. Men Algeriet tæmmede et tandløst engelsk hold og fik endda både tid og plads til selv at skabe ganske fine chancer i en underlig kamp, hvor storfavoritterne slet ikke fungerede og afrikanerne ikke formåede at udnytte det.
At kampen endte 0-0 var mere et udtryk for englændernes mere og mere åbenlyse problemer ved VM end det er et billede af et hold fra Algeriet i fremgang.
Nok var der ingen direkte tåbeligheder fra Algeriet, som det var tilfældet mod Slovenien, men derfra til at sige kalde holdet for godt og komme med store roser er at gå for vidt. Mandskabet har ved dette VM stadig til gode at overbevise om kvaliteterne i en ofte alt for usammenhængende organisation på banen.

24) Australien
VM-pulje: Ghana, Tyskland og Australien
Resultat:
Australien - Tyskland 0-4
Australien - Ghana 1-1

Australien rejste sig flot efter blamagen i 1. runde mod Tyskland. Efter den kamp var der ikke mange, der kunne ret meget andet en at smile overbærende over holdets muligheder ved VM. Inden sidste runde mod Serbien står Australien stadig med en chance for at avancere til ottendedelsfinalen, men det kræver dog sejr over serberne samtidig med, at Ghana vinder over Tyskland.
Australien skød sig flot tilbage i turneringen ved at score allerede efter 11 minutter, da Brett Holman var på pletten. Harry Kewells røde kort og det i samme situation dømte straffespark bare 14 minutter senere ødelagde meget.
Alligevel kæmpede Australien herorisk i mere end en time med 10 mand mod 11 og var oven i købet tæt på at stikke af med sejren til sidst. Australien har vist noget af det spil, der kvalificerede dem til VM, men der skal både held og endnu mere styrke til, hvis overraskelsen skal komme via et hop ind i næste runde.

23) Elfenbenskysten
VM-pulje: Brasilien, Portugal, Nordkorea
Resultater:
Elfenbenskysten-Portugal 0-0
Elfenbenskysten-Brasilien 1-3

Det har ikke været noget godt VM for de afrikanske hold i Sydafrika, og det gælder også for Elfenbenskysten. De var på forhånd udpeget til at være deltager i dødens gruppe, og det blev lige så svært som forventet.
Et overtag i første opgør mod Portugal gav kun et enkelt point, og ivorianerne var chanceløse i anden kamp mod Brasilien. Oven i købet viste de uheldige tendenser og begyndte at lave flere og flere svinske tacklinger, som kampen skred frem. Chancerne for videre avancement ser svære ud, eftersom Elfenbenskysten skal slå Nordkorea og indhente Portugals målforskel, der er ni mål bedre – og så må portugiserne ikke få point mod Brasilien.

22)Grækenland
VM-pulje: Sydkorea, Nigeria og Argentina
Resultat:
Grækenland - Sydkorea 0-2
Grækenland - Nigeria 2-1

Otto Rehhagels mandskab fik vendt et truende nederlag til en sejr over Nigeria i en kamp, hvor de ”gamle” grækere viste, at de også kan spille offensiv fodbold. Grækenland mangler dog kvalitet over det meste af banen og en spiller som angriberen Angelos Charisteas er efterhånden langt forbi storhedstiden. Grækerne kan gå i ottendedelsfinalerne ved at slå Argentinas storfavoritter, men det er højest tvivlsomt om de formår det. På trods af sejren over Nigeria ligner det fortsat tre kampe og ud for et af Europas svageste hold under VM.

21)
New Zealand
VM-pulje: Slovakiet, Italien og Paraguay
Resultat:
New Zealand - Slovakiet 1-1
New Zealand - Italien 1-1

Overraskende nok har VMs måske største positive overraskelse fortsat chancen for at gå videre i turneringen. Winston Reid og hans hårdt kæmpende holdkammerater skabte en endnu større sensation i anden runde end den de leverede i første, da de søndag opnåede 1-1 mod Italiens verdensmestre. Kiwierne er et ekstremt positivt bekendtskab ved dette VM, da de kort sagt kæmper som besatte. Kan de slå Paraguay, der indtil nu har set stærke ud, på torsdag, er holdet sensationelt videre til ottendedelsfinalerne, og med uafgjort kan de måske også snige sig med. Sandsynligheden taler dog for, at træerne ikke vokser ind i himmelen for VMs nye kæledægger, men lige meget hvad, har New Zealand været et frisk pust i deres to første kampe. 


Få overblikket over VM-barometeret her:
Her er VM-top 26 - 32
Her er
VM-top 21 - 25
Her er
VM-top 16 - 20
Her er
VM-top 11 - 15
Her er
VM-top  6  - 10
Her er
VM-top  1 - 5

Sådan så Baromteret
Sådan så barometeret ud umiddelbart før VM