Arjen Robben: Vi er på en mission
Illustration
VM

Arjen Robben: Vi er på en mission

- Vi er på en mission sammen, og når man tager til en VM-slutrunde, er det ikke for at nyde vejret eller stranden i Rio, siger Arjen Robben før lørdagens kvartfinale mod Costa Rica.

Arjen Robben har været en af de helt store profiler ved denne sommers VM-slutrunde, hvor han sammen med det hollandske landshold har imponeret stort og sørget for en foreløbig kvartfinaleplads til nationen. 

Dermed har Arjen Robben taget revanche for sidste VM-slutrunde, hvor han brændte en friløber i finalen mod Spanien og blev udpeget som syndebuk for Hollands tredje finalenederlag. Robben har derfor lignet en mand på en mission denne sommer, men sådan ser han ikke på det. Det handler om holdet, fastslår han.

- Vi er på en mission sammen, og når man tager til en VM-slutrunde, er det ikke for at nyde vejret eller stranden i Rio. Man er her for at vinde kampe og nå så langt som muligt. Jeg synes ikke, at forventningerne var så store før turneringen, og derfor kan vi være tilfredse med at være, hvor vi er, siger Arjen Robben til fifa.com.

På lørdag skal Holland møde Costa Rica i kvartfinalen, og selvom hollænderne er favoritter, forventer Arjen Robben ikke nogen let kamp. 

- De har et meget stærkt hold. Vi er nødt til at være fokuserede. Costa Rica har et meget godt hold; de har allerede bevist det i deres gruppe, som var meget hård med Italien, England og Uruguay. De har virkelig imponeret, og vi er nødt til at forberede os meget godt, hvis vi skal slå dem, siger han. 

Hvis Holland går videre til semifinalerne ved VM, skal holdet møde vinderen af kampen mellem Argentina og Belgien.