Beckenbauer mistænkt for at bestikke FIFA-medlemmer for at få VM til Tyskland
Polfoto: Michael Probst
VM

Beckenbauer mistænkt for at bestikke FIFA-medlemmer for at få VM til Tyskland

FIFA skal investigere, hvorvidt Franz Beckenbauer og fem andre tyskere har brudt reglerne med henblik på henholdsvis bestikkelse og ikke at have videregivet kendskab til penge under bordet i forbindelse med tildelingen af VM-værtskabet til Tyskland i 2006.

FIFA er efterhånden lidt af en farce. Korruptionen er kolossal. Blatter var korrupt, Platini var korrupt, og det var der givetvis en del andre, vi ikke behøver at nævne, der var. Men nu fortsætter galskaben. 

Franz Beckenbauer kan nemlig være involveret i bestikkelse i bestræbelserne efter at få VM sendt til Tyskland i 2006. En turnering, hvor Italien vandt VM-finalen i Berlin efter straffesparkskonkurrence over Frankrig. Men Beckenbauer er ikke den eneste. Tidligere DFB-præsident (det tyske fodboldforbund red.) Theo Zwanziger, tidligere generalsekretær i DFB Horst Schmidt samt tidligere ansvarlige i den finansielle sektor i det tyske fodboldforbund Stefan Hans er alle under anklage for at have bestukket FIFA-medlemmer for at få tildelt værtskabet i 2006.

FIFA skriver følgende på deres hjemmeside: 

- I sagerne vedrørende Beckenbauer, Zwanziger, Schmidt og Hans vil efterforskningen undersøge unødige betalinger og kontrakter for at få en fordel i VM 2006-tildelingen, som bryder vores regler om ikke at acceptere og modtage gaver samt andre fordele og bestikkelse og korruption i FIFA's etiske regelsæt. 

Om tidligere DFB-præsident Wolfgang Niersbach og forhenværende generalsekretær Helmut Sandrock er efterforskningen en smule anderledes.

FIFA skriver: 

- Med hensyn til Niersbach og Sandrock vil undersøgelsen kigge på, hvorvidt de to herrer har undladt at videregive kendskab til mistænkelig adfærd. Noget, der overtræder FIFA's etiske regelsæt, når det kommer til almindelig opførsel, loyalitet, interessekonflikt samt oplysningspligt, samarbejde og rapportering. 

Undersøgelsen er ifølge FIFA allerede i gang, der samtidig skriver, at alle mistænkte er uskyldige, indtil det modsatte er bevist.