Bedst og værst: Cristiano Ronaldo skrev historie
Foto: Getty Images
VM

Bedst og værst: Cristiano Ronaldo skrev historie

Tipsbladet.dk zoomer ind på VM-kampen mellem Portugal og Marokko.

Portugal - Marokko 1-0 (1-0)

1-0 Cristiano Ronaldo (4.)

Kampens bedste:

Portugal:
Selv om VM er i gang, har Rui Patricio haft tid til at skifte klub i ugens løb. Den portugisiske målmand har skrevet kontrakt med Wolverhampton, og Premier League-oprykkerne gnider sig formentlig i hænderne over Patricio efter at have set ham i kamp onsdag eftermiddag. 30-årige Rui Patriico stod en blændende kamp i det portugisiske mål. Hans indgreb var sikre, og kronen på værket var en klasseredning på Younes Belhandas hovedstød i starten af anden halvleg. Portugiseren diskede op med en redning, der var helt Gordon Banks'sk. 

Marokko:
Han er den store stjerne på Marokkos landshold, og Hakim Ziyech viste hvorfor. Ajax-spilleren var med afstand den farligste spiller for afrikanerne og havde klart flest aktioner på den sidste tredjedel af banen. Ziyech var noget af en mundfuld for Portugals defensiv og det var lige ved at gå galt flere gange, men europamestrene slap med skrækken i Moskva. Dermed formåede Hakim Ziyech heller ikke at tilsætte en rigtig flot præstation det ultimative krydderi. 

Kampens værste:
Portugal har verdens vel nok bedste fodboldspiller på den ene angrebsposition. Det kniber noget mere på den anden. Den portugisiske landstræner havde givet genvalg til Goncalo Guedes som makker til Cristiano Ronaldo, men han gjorde ikke det store væsen af sig. Han brændte en kæmpe chance i første halvleg og var ellers anonym. Han skal steppe op, så alt ikke afhænger af Cristiano Ronaldo.

Kampens detalje: 
Cristiano Ronaldo har for længst sikret sig en plads i fodboldhistorien som én af de bedste spillere nogensinde, men den portugisiske stjerne føjer hele tiden nye sider til kapitlet. Nu kan han også kalde sig den spiller med flest landskampsmål i hele Europa. Mod Marokko scorede Cristiano Ronaldo sit mål nummer 85, og det er mere end nogen anden europæer. Cristiano Ronaldo overhaler ungarske Ferenc Puskas, og nu er spørgsmålet, om portugisernes nummer 7 bliver samlet topscorer ved VM 2018. Han er godt på vej.