Video : Tipsbladet
VM

Bedst og værst: Kanon-Kane klaskede insekter og scorede mål

Tipsbladet.dk har kigget nærmere på Englands første opgør ved VM. Mandag aften var modstanderne Tunesien.

Tunesien - England (1-1)
0-1 Harry Kane (11.)
1-1 Ferjani Sassi str. (35.)
2-1 Harry Kane (90.)

Kampens bedste

Tunesien

Det ville være en hån ikke at give denne hæder til en af Tunesiens defensive arbejdsheste. Der var nok at se til, når Raheem Sterling fandt sin topfart, og høje Harry Kane lurede i feltet. Dylan Bronn, der spiller højre back, havde ild i øjnene og fik lukket fint ned for særligt Dele Alli. Efter pausen pillede han oven i købet glansen af Harry Kane med en fornem, glidende tackling. I overtiden fandt angriberen dog selvtilliden igen.

England

Harry Kane er en af de angribere, der slår til, når et mandskab har mest brug for det. Godt nok fandt han ikke frem til mange chancer, men da England havde brug for en drømmestart, sørgede profilen for det. Og endnu mere vigtigt - han endte med at redde England i overtiden. Englænderen ved bare lige, hvor han skal stå.

Kampens værste

Visse chancer skal der bare scores på. Det er der sikkert mange, der efter aftenens kamp vil prøve at banke ind i hovedet på Jesse Lingard. I første halvleg stod chancerne i kø for United-spilleren, som tilsyneladende havde glemt sin skarphed på hotelværelset. Skuffende indsats af spilleren, der skylder sine holdkammerater et par mål.

Kampens detalje

Det russiske klima i Volgograd medførte ikke blot varme mandag aften. Kort før kampstart blev det på tv-billederne vist, hvordan spray blev taget i brug for at holde enorme sværme af insekter på afstand. Det hjalp dog ikke det store.

Den evige summen må uden tvivl have irriteret de i forvejne engelske spillere under opgøret.