Video : Tipsbladet
VM

Bedst og værst: Mange franske stjerner funklede - en enkelt kiksede

VM er slut. Tipsbladet.dk zoomer ind på turneringens sidste kamp, hvor Frankrig overstrålede Kroatien.

Frankrig – Kroatien 4-2
1-0 Mandzukic, selvmål (18.)
1-1 Perisic (28.)
2-1 Griezmann (38., straffe)
3-1 Pogba (59.)
4-1 Mbappé (65.)
4-2 Mandzukic (69.)

Kampens bedste:
Frankrig:

Der var flere kandidater, men Paul Pogba var et monster i kampen mod Kroatien. Han leverede en kæmpe arbejdsindsats og viste sine store kvaliteter både defensivt og offensivt. Hans stærke indsats blev kronet med en flot scoring til 3-1, der reelt blev afgørende for kampen, og Pogba viste dermed, at han er en verdensklassespiller.

Kroatien:
Det kroatiske landshold virkede slidt og uskarpt i finalen, og det er derfor svært at pege på en oplagt Man of the Match for kroaterne. Ivan Rakitic spillede dog en solid kamp på midtbanen, selvom også han blev overstrålet af sine franske modstandere.

Kampens værste:
Ved stillingen 4-1 efter 69 minutters spil fik Hugo Lloris en stille og rolig tilbagelægning, men han blev overrumplet af en fremadstormende Mario Mandzukic og endte med at koste et mål. Et bizart mål, som Lloris må tage på sin kappe.

Kampens detalje:
I begyndelsen af anden halvleg blev kampen afbrudt af et par baneløbere, der forcerede både hegn og vagter og nåede langt ind på banen, inden de blev stoppet. Så var der alligevel noget, som de russiske arrangører ikke havde styr på.