Video : Tipsbladet
VM

Bedst og værst: Saudi-Arabiens keeper må frygte at blive "straffet"

Tipsbladet.dk har zoomet ind på VM-kampen mellem Uruguay og Saudi-Arabien.

Uruguay - Saudi-Arabien 1-0 (1-0)
1-0 Luis Suarez (23.)

Kampens bedste:

Uruguay:
Vi pegede på Diego Godin som kampens spiller mod Egypten, og igen i dag peger vi på Diego Godin. Det er verdens - måske - bedste centrale forsvarsspiller. Forudseende, fysisk stærk og utrolig god i luften. Har samtidig store lederevner og er en type, som de andre følger. Hans evner med bolden er også godkendt, så han kan føre den frem, men på en dag, hvor Uruguay ikke var overbevisende, var Diego Godin igen den lim, der bandt det hele sammen defensivt.

Saudi-Arabien:
Der var langt bedre præstationer fra Saudi-Arabien denne gang, men det var stadig ikke nok til at redde et point i land. Dertil var der ikke kvalitet nok. Abdullah Otayf kan bestemt være sin kamp bekendt på den defensive midtbane, hvor han sled og slæbte og brød meget af Uruguays spil. Han var samtidig ganske fin til at fordele bolden, når Saudi-Arabien havde den.

Kampens værste:
Målmand Mohammed Al Owais spillede en rigtig skidt kamp, da saudierne udspillede deres VM-chancer. Keeperen havde fået chancen fra start i stedet for Abdullah Al Muaiouf, men han udnyttede ikke muligheden og formåede i stedet at bokse et stort hul i luften, da Luis Suarez efterfølgende scorede til 1-0. Var også rigtig dårlig med fødderne, Al Owais. Efter første kamp, hvor Saudi-Arabien tabte 0-5, blev keeper Abdullah Al Muaiouf "straffet" - som lovet af fodboldforbundet - og sat af. Om der var mere straf end at ryge på bænken, har der ikke været noget fremme om. Det bliver spændende at se, om det nu er tredjekeeperen, der er på mål mod Egypten i sidste gruppekamp, og om Al Owais skal frygte en straf.

Kampens detalje:
Generelt havde saudierne problemer med at skabe muligheder mod Uruguay og kom frem til flere situationer, der kunne føre til chancer. Men for ofte blev det ikke til noget. Da der så endelig var en chance for at skabe en større chancen, gik luften - bogstaveligt talt - ud af muligheden, da bolden lige pludseligt mistede pusten. Surt for saudierne, der var på vej i et godt angreb, men man kan ikke spille videre med en bold uden luft.