Video : Tipsbladet
VM

Braithwaite: Jeg vil hellere være i vores sko end Kroatiens

Martin Braithwaite mener, at det er en fordel, at Danmark har oplevet modgang i gruppespillet, og tror på, at landsholdet kan gøre det bedre end hidtil.

Mens det ikke er alle, der har været lige vilde med det danske landsholds spil ved VM, har der været meget ros af danskernes kommende modstander, Kroatien. 

Kroatien, som Danmark tørner sammen med i ottendedelsfinalen, har således været et af de bedst spillende mandskaber, og kigger man på holdkortet, ser man da også stjerner fra Real Madrid, FC Barcelona og Juventus.

Men det er ikke nødvendigvis en fordel. Det mener Martin Braithwaite i hvert fald. Til TV2 Sport fortæller han, at han tror på, at det danske landshold kan gøre det bedre, og at han hellere vil være i danskernes situation end kroaternes.

- Jeg tror på, vi kan gøre det bedre. Og jeg vil hellere være i vores sko, end jeg vil være i Kroatiens sko. De har kun præsteret sindssygt godt. De får nogle problemer, når de lige pludselig får noget modgang. Det bliver ikke sjovt, fortæller Braithwaite.

Han fortæller samtidig, at det kan hjælpe Danmark, at de har haft nogle hårde kampe og prøvet nogle forskellige ting i løbet af gruppespillet.

Danmark og Kroatien tørner sammen søndag den 1. juli klokken 20.00.