Video : Tipsbladet
VM

Christian Eriksen: Nu er der meget mere på spil

For Christian Eriksen bliver alt fremover til VM en ekstra gevinst. Målet er nemlig opfyldt.

Danmark var på forhånd spået at skulle kæmpe med Peru og Australien om andenpladsen i VM-pulje C, mens Frankrig var udset til at tage en sikker førsteplads.

Franskmændene tog førstepladsen uden de store problemer, og med at spille uafgjort i sidste kamp endte Danmark på fem point og dermed andenpladsen.

Nu venter Kroatien i 1/8-finalen, og med målsætningen om adgang til slutspillet opfyldt, er resten af VM en bonus for Christian Eriksens vedkommende.

- Det bliver en fed kamp. Det er noget, vi kan se frem til. Det er en win-win fra nu af. Vi ville gerne videre fra puljen. Det var det første, vi skulle, og det er vi kommet nu, så nu handler det om at kunne præstere i en knockout-kamp, som bliver fed at spille.

- Nu starter knockout-kampene, det er rigtigt. Nu er der meget mere på spil end i gruppen, hvor du ligesom kan nå at redde dig selv, hvis du taber en kamp. Det kan du ikke nu, siger Christian Eriksen til BT Sporten.

Danmarks kamp mod Kroatien skal afvikles på søndag.