Video : Tipsbladet
VM

Christian Eriksen om VAR-straffe: Pisseirriterende

Christian Eriksen er ikke tilfreds med den måde, som Australien blev tildelt et straffespark på.

For anden kamp i træk blev Yussuf Poulsen skurken, da Danmark igen fik dømt et straffespark imod sig i gruppekampen mod Australien.

I første omgang forblev fløjten tavs, men et halvt minut senere blev spillet stoppet, fordi dommeren skulle se på situationen.

Efter at have konsulteret VAR kunne man se, at Poulsen havde armen på bolden, og det kostede altså et straffe, så Australien kunne udligne.

Og netop VAR, video assistance referee, er noget, der deler vandene. Christian Eriksen hører til den del, der i denne situation ikke var tilfreds med funktionen.

- For at være helt ærlig er det pisseirriterende. Vi har spillet fodbold så mange år efterhånden. Det er, som om at når man lige går glip af det, er man glad og lettet, men nu går man tilbage, og det virker lidt som en duel, der er meget nem at give.

- Hvis man skal bruge det der, skal man også bruge det ude på banen. Der var et frispark, hvor den ikke kommer op og bliver dømt. Så skal man nærmest gå tilbage hver gang. Det bliver ren NFL, siger en irriteret Christian Eriksen til TV2 efter kampen.

Netop Australiens mål skulle vise sig at være afgørende for kampen, der endte med en pointdeling efter 1-1.

- Det er ligesom alle de andre kampe i alle de andre grupper. Det er nogle tætte kampe, hvor der ikke er så mange chancer. At man kan gå tilbage og give straffe er jo bittert, siger Eriksen.

Danmark har nu fire point efter to kampe inden sidste runde mod Frankrig.