Video : Tipsbladet
VM

Colombiansk håb: James Rodriguez’ skade er ikke så slem som frygtet

James Rodriguez' skade er ikke så slem, som colombianerne havde frygtet, og han kan komme i spil i ottendedelsfinalen mod England.

James Rodriguez var VM’s helt store stjerne i Brasilien i 2014, men VM-slutrunden i Rusland har langt frar været ligeså positiv.

Den Real Madrid-ejede kreatør har døjet med en skade, og i det sidste opgør i gruppespillet mod Senegal, måtte Rodriguez udgå efter en halv time på grund af en muskelskade. Den skade holdt ham også ude af træningen dagen efter, og det fik colombianerne til at frygte, at Rodriguez ville misse ottendedelsfinalen mod England.

Men nu er der godt nyt for det colombianske landshold. Skaden var nemlig ikke så alvorlig, som det ellers var frygtet. Det meddeler det colombianske fodboldforbund ifølge BBC.

- James Rodriguez gennemgik en scanning, der viste, at han lider af mindre ødem (en hævelse forårsaget af væskeopsamling, red.) i hans højre ben, men at han ikke har revet musklen over, lyder det fra det colombianske fodboldforbund.

Rodriguez scorede seks mål på fem kampe ved VM i 2014, hvilket sikrede ham topscorertitlen ved slutrunden. Han står noteret for to oplæg, der begge faldt i Colombias 3-0-sejr over Polen, ved dette VM.