Video : Tipsbladet
VM

Dagens VM-profil: Fra fransk flop til fænomenale Florian

På hver kampdag under VM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden.

VM-slutrunden er ikke bare et møde med 32 nationer. Det er også et møde med nogle af de 736 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under VM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne, der enten spiller en særlig rolle ved VM eller har en særlig historie.

Dagens VM-profil er: Florian Thauvin, Frankrig

Der er ikke noget at sige til det, hvis den franske kantspiller Florian Thauvin smiler lidt over at være til VM.

For bare to år siden var franskmanden så langt fra en VM-slurunde, som man næsten kan være, og det er lidt af et mirakel, at den målfarlige og driblestærke spiller er med ved VM. Ok, mirakel er nok så meget sagt, for det er i sidste ende hårdt arbejde og godt spil, der har ført Thauvin til slutrunden i Rusland.

Franskmanden blev i sommeren 2015 købt af engelske Newcastle United for omkring 135 millioner kroner på en femårige aftale, men allerede et halvt år senere var han uønsket i det nordøstengelske, hvor en tvivlsom attitude og en lad holdning var ved at spolere en ellers lovende karriere.

Florian Thauvin nåede 13 Premier League-kampe for Newcastle uden at sætte et positivt aftryk og score mål, og i processen nåede legenden Alan Shearer at kritisere Thauvin for at møde op i smoking på kampdage.

- Han møder frem i smoking! Det er en seriøs branche, vi er i. Det var sjovt første gang, men det er det altså ikke mere, sagde Alan Shearer.

Den teknisk stærke franskmand kom aldrig til sin ret i engelsk fodbold, hvor der hverken var den nødvendige plads eller tid til at spille ham ind. Og tiden i engelsk fodbold var heller ikke fed for den nu 25-årige landsholdsspiller.

I stedet havde Newcastle så store problemer med at afhænde kantspilleren, at han måtte tilbage til Marseille, hvor han var blevet købt, på en lejeaftale. Selv om han åbnede sin anden tid i Marseille med et rødt kort, fik han overbevist klubben om i sommeren 2016, at han skulle tage endnu en sæson på leje i Marseille, og det er de nok godt tilfredse med i den franske klub.

Han excellerede, scorede 15 gange i ligaen og gjorde det så godt, at Marseille i sommeren 2017 købte ham fri af Newcastle for et beløb på omkring 90 millioner kroner. Og det har klubben ikke fortrudt. Thauvin virker heller ikke til at savne det nordøstengelske.

- Jeg har lært at leve med det (skuffelsen, red.). Det er bag mig nu. Man kan ikke tvinge alle til at elske en, sagde Florian Thauvin sidste år.

Under vante omgivelser har Thauvin spillet en fantastisk sæson, scoret 22 gange i ligaen og stået for imponerende 11 oplæg til mål. Han hamrede også kasser ind i Europa League, hvor han hjalp Marseille til en plads i finalen, som de dog tabte til Atletico Madrid.

Det handler om at smede, mens jernet er varmt, og det gjorde Thauvin. Det har sikret ham en plads i Frankrigs VM-trup. 

Og så er spørgsmålet, om også Marseille smeder? Prisen for Thauvin er i hvert fald blæst i vejret, og nu snakker man om mange, mange millioner kroner for den målfarlige franskmand.

Hvis han får en ny chance ved VM - han kom ind nogle få minutter mod Danmark - kan det være, han viser sig så meget frem, at prisen stiger yderligere.