Dagens VM-profil: Kontroversiel kant med
Foto: Getty Images
VM

Dagens VM-profil: Kontroversiel kant med "løgsmag" og succes

På hver kampdag under VM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden.

VM-slutrunden er ikke bare et møde med 32 nationer. Det er også et møde med nogle af de 736 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under VM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne, der enten spiller en særlig rolle ved VM eller har en særlig historie.

Dagens VM-profil er: Cristian Rodríguez, Uruguay

Når talen falder på en kontroversiel landsholdsspiller fra Uruguay, vil billedet af Luis Suarez tandsæt formentlig dukke frem hos de fleste - og det helt naturligt. 

Men holdet har skam mindst en spiller mere, der gennem karrieren har markeret sig med gevaldige og kostbare dumheder. 

Navnet er Cristian Rodríguez, han er 322 år og har en fortid på den europæiske scene i PSG, Benfica, Porto, Atletico Madrid og Parma.

Cristian Rodríguez fik tidligt i sine Peñarol-dage kælenavnet "El Cebolla," der direkte oversat betyder "Løget."  hvilket er gået i arv fra hans far. 

Han var allerede som teenager en lysende stjerne og var en af årsagerne til, at Peñarol vandt mesterskabet i 2003. Sæsonen efter kom han første gang i søgelyset uden for banen.
For i en periode, hvor han var skadet blev han pludselig fanget af kameraer, da han hoppede rundt sammen med Peñarol-fans under en kamp. 

Flere steder vil den slags kun blive opfattet positivt, men sådan så Peñarol ikke på sagen. Cristian Rodríguez slap dog med en advarsel og kom tilbage på holdet. 

Siden gik turen til Europa, hvor et dengang et middelmådigt PSG-hold blev første europæiske stoppested. Klubben balancerede længe på kanten af nedrykning i den første sæson, men selv om Cristian Rodríguez havde svært ved at spille sig til en fast plads på holdet, endte han med at blive hyldet som helt, da han scorede i 4-2-sejren over Monaco i den kamp, der sikrede PSG endnu en sæson i ligaen.

Efter tre år i Paris gik turen til Portugal,  da han i 2007/08-sæsonen med stor succes blev lejet ud til Benfica. Da lejetmålet udløb blev han så købt af konkurrenterne fra FC Porto - hvilket i sig selv gav masser af brænde til bålet imellem de to klubbers fans. 

Efter et Porto-nederlag på 1-0 til Benfica i 2009 opstod der tumult i spillertunellen efter kampen, og her holdt Cristian Rodríguez sig ikke tilbage og havde en aktiv part i balladen. Fem år senere - i 2014 - blev han idømt en bøde på omkring 340.000 kroner for at være gået i flæsket på to vagter midt i balladen. 

Men karriere-mæssigt var Cristian Rodríguez i gang med en stærk periode i 2009 og var fast mand på det landshold, der var godt på vej til at kvalificere sig til VM 2010. Men i kvalifikationens sidste kamp gik det igen galt for temperamentet. Argentina vandt 1-0 og sendte dermed Uruguay ud i playoff om at kvalificere sig til slutrunden i Sydafrika. 

I skuffelse over nederlaget slog Cristian Rodríguez Argentinas Gabriel Heinze, hvilket blev sanktioneret til fire spilledages karantæne. Det betød, at Cristian Rodríguez ikke kunne deltage i de to playoff-kampe, hvor holdet sikrede sig VM-billetten og de to første kampe til selve VM-slutrunden. Karantænen fik da også det resultat, at landstræner Tabarez af samme årsag ikke udtog Cristian Rodríguez, der ellers ville have været er sikkert kort. 

- Vi laver alle sammen fejl, og jeg er også kun et menneske, sagde Cristian Rodríguez efter karantænen.

Ikke desto mindre kostede det deltagelsen i en VM-slutrunde, hvor Uruguay som bekendt nåede frem til semifinalen.

Det blev til gengæld til VM-slutrunde for fire år siden, hvor Uruguay røg ud i 1/8-finalen. Og i Rusland er det blevet til spilletid i alle tre gruppekampe, der som bekendt gav tre sejre og en plads i 1/8-finalen. 

Cristian Rodríguez er noteret for 107 landskampe og en af årsagerne til, at han fortsat er blandt de foretrukne er, den aktuelle succes han nyder til tilbage i Peñarol, hvor han i 39 kampe har scoret intet mindre end 21 mål for klubben.

I dag kan han være med til at gøre livet surt for Portugal i jagten på kvartfinale-pladsen.