Video : Tipsbladet
VM

Dalsgaard vil vise sig frem: Jeg gør alt, hvad jeg kan

Henrik Dalsgaard forsøger at spille sig til et klubskifte ved VM, hvor han indtil nu har været tilfreds med sine præstationer.

Der er flere af de danske landsholdsspillere, der kan bruge VM i Rusland som et springbræt til en større klub i en større liga.

En af dem er Henrik Dalsgaard, der til daglig tørner ud for Brentford i den næstbedste engelske række. Højrebacken har indtil nu startet alle Danmarks kampe, og han har været tilfreds med sine præstationer, som han håber har øget interessen for ham.

Det fortæller han til BT.

- Vi spiller jo fodbold for at komme på så højt et niveau, som overhovedet muligt. Det er fedt at spille mod sådan nogle spillere, og jeg synes, at jeg har håndteret det fint og spillet nogle fine kampe.

- Så hvorfor ikke prøve at tage det næste skridt også? Der er så mange ting, der spiller ind i forhold til det. Jeg gør alt, hvad jeg kan, og så må vi se, om det er nok, fortæller Dalsgaard.

Den 28-årige landsholdsprofil understreger dog, at han ikke vil høre noget fra hans agent under VM, hvor han udelukkende fokuserer på landsholdet.

Dalsgaard, der har en fortid i AaB og belgiske Zulte Waregem, har spillet én sæson i Brentford.