Danmarks kamp mod Frankrig udsat for spekulationer
Foto: Getty Images
VM

Danmarks kamp mod Frankrig udsat for spekulationer

Danmark og Frankrig kan begge gå videre med uafgjort i den sidste kamp, og det er nu noget, som den spanske sportsavis Marca sætter fokus på.

Når Danmark og Frankrig går på banen mod hinanden i den tredje og sidste gruppekamp for de to landes vedkommende ved dette VM, så er det et opgør, hvor uafgjort vil sende begge lande videre til næste runde - og Australien vil uanset hvad ryge ud.

Det er noget, som den store, spanske sportsavis Marca har fået øjnene op for.

Her slår avisen fast, at kampen kan blive til genstand for stor mistænksomhed, og de skruer tiden tilbage til 2004, hvor Danmark spillede en tilsvarende kamp mod Sverige, hvor 2-2 ville sende begge lande videre på bekostning af Italien.

Det skete efter et målmandsdrop af Thomas Sørensen i de sidste minutter, påpeges det.

Endvidere mener Marca, at et uafgjort resultat vil sende Frankrig videre på førstepladsen i puljen, mens Danmark vil være glade for at gå videre fra gruppespillet for første gang siden 2002.

Hvis Danmark og Australien skulle ende på lige mange point efter deres kampe, så kan fair play komme til at spille ind. Her har Danmark fire gule kort inden, mens Australien har tre.

Om det sker bliver vi allesammen klogere på tirsdag eftermiddag. Opgøret mellem Danmark og Frankrig spilles samtidig med Peru-Australien klokken 16 tirsdag.