Video : Tipsbladet
VM

Danske tilskueruroligheder til VM: DBU får bøde af FIFA

Dansk Boldspil-Union har fået en bøde for de danske fans' opførsel under VM-kampen mod Australien torsdag.

De medrejsende danske tilskuere har tiltrukket sig uheldig opmærksomhed til VM-slutrunden i Rusland.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har nemlig modtaget en bøde på 20.000 dollars, hvilket svarer til 127.000 kroner, af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fo der danske fodboldtilhængeres opførsel. Det skriver BT.

Den dårlige opførsel skulle have fundet sted til kampen mod Australien, hvor flere danske tilhængere ifølge Reuters havde taget et banner med sexistisk sprog med ind på stadion.

Fifa oplyser ligeledes, at de danske fans har kastet genstande mod de australske tilhængere og ikke overholdt protokollen for god opførsel før kampen. Nyhedsbureaet AP erfarer, at det mere specifikt handler om, at de danske tilskuere ikke viste respekt under den australske nationalsang. 

DBUs kommunikationschef Jacob Høyer har svaret BT i en SMS, at de tager bøden til efterretning, men ellers ikke har yderligere kommentarer.

Danmark møder i næste kamp Frankrig på tirsdag i Gruppe C.