• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Sebastian Stanbury

Danske VM-minder: De fleste af os følte vi var usårlige

Danske VM-minder: De fleste af os følte vi var usårlige
.

Alle danske fodboldspillere, der har været med i en VM-trup, må betragtes som VM-helte. Tipsbladet har talt med fire af dem. Her fortæller Marc Rieper om sine oplevelser ved VM i 1998.

Af Sebastian Stanbury

Bragt i Tipsbladet d 30. maj 2014

Idyl i lejren, drama på banen

Et dansk landshold er aldrig kommet længere ved et VM end i 1998, da en mindeværdig turnering sluttede i kvartfinalen mod de forsvarende verdensmestre fra Brasilien. Uden for banen hyggede danskerne sig med golf og strandture, men når det gjaldt på græsset, overvandt de spillemæssige problemer i åbningskampen, en hedebølge og en hysterisk dommer i Toulouse og nigerianske verdensstjerner i ottendedelsfinalen – og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis Marc Rieper ikke havde fået overliggeren til at vibrere i Nantes?

Hvis der er noget, som professionelle sportsfolk – og de journalister, der skriver om dem – frygter , så er det lejrkuller. Det er en faktor i hver eneste store fodboldslutrunde. Bliver spillerne så trætte af at gå tæt op og ned af hinanden, at de til sidst egentlig helst vil hjem? Bliver spillet på banen påvirket af, at man er savner sit hjem, sin familie og sin egen dyne? Lejrkuller har fået del af skylden for, at Danmark i 1986 i Mexico brændte sammen i ottendedelsfinalen mod Spanien, og så kunne man frygte, at det ville blive et tema, da Danmark 12 år senere tog til VM for blot anden gang i historien. Men det var det ikke, husker Marc Rieper. Han var stamspiller i midterforsvaret på det danske landshold, der i 1998 rejste til VM i Frankrig, og når han husker tilbage på slutrunden, mindes han først og fremmest en fremragende stemning omkring holdet.

”Vi havde det bare helt fantastisk dernede. Det kræver meget, når man er sammen i så lang en periode, både at være samlet i tre ugers opstart, inden man tager afsted, og så at være samlet dernede i tre uger, men det fungerede bare helt fantastisk godt.”

”Først og fremmest var indkvarteringsforholdene ganske unikke. Det var noget, som jeg tror, man havde lært af EM i England to år i forvejen. Der boede vi ude i ingenting, hvor der ikke var noget at lave, og det regnede hele tiden. Her kom vi til et sted, hvor solen skinnede, der var masser af adspredelse, fantastiske omgivelser, dejlig mad. DBU havde medbragt en masse litteratur og videoer. Vi var totalt forkælede gennem halvanden måned, og jeg tror, vi alle sammen havde en følelse af, at vi kunne være blevet der to måneder mere,” fortæller Marc Rieper om tiden på golfhotellet De Fregate, der lå i byen Bandol tæt ved Middelhavet.

Dengang 30-årige Marc Rieper, der til daglig spillede i Celtic, holdt af at spille golf med makkerne Jes Høgh, Peter Schmeichel og Per Frandsen, og han sluttede ofte dagene af med et slag kort med holdkammeraterne inden sengetid.

”Vi havde Bo Johansson, som var en rigtig fin fyr og god til mandskabspleje. Vi havde en høj grad af frihed under ansvar. Vi spillede golf, vi læste bøger, vi kunne sidde en time ved poolen eller gå til stranden. Det lyder som en badeferie, hvilket jeg også har hørt nogen sige efterfølgende, at det føltes som, men at vi mentalt var meget ovenpå, var ufatteligt vigtigt,” siger Rieper.

Hede- og dommerchok i Toulouse

Hvad angår det, som det hele handlede om, nemlig fodbolden, havde danskerne god mulighed for succes fra start. Danmark var i pulje med Frankrig, Saudi-Arabien og Sydafrika, og der var lagt op til en dansk andenplads efter værterne. Første kamp var mod saudierne, og Marc Rieper sørgede for en optimal start på turneringen, da han headede kampens enlige mål i nettet efter 69 minutter.

”Vi spillede ikke nogen god kamp, men det var en fed fornemmelse at få tre point. Det er altid fedt at score, men når det så er sagt, var det ikke det, jeg primært var med for. Det var en lige så stor tilfredsstillelse for mig at sørge for, at der ikke blev scoret i den anden ende. Vi sled i det, fik ikke spillet til at flyde, så det kunne godt have været bedre.”

Så fulgte en af de særeste kampe, et dansk landshold har spillet. Danmark-Sydafrika i Toulouse er gået over i historien som kampen, hvor den colombianske dommer John Toro Rendón uddelte tre groteske røde kort, til indskiftningsspillerne Miklos Molnar, Morten Wieghorst og Alfred Phiri, men for Marc Rieper er det noget andet, der først og fremmest træder frem i hukommelsen.

”Jeg husker det som en af de mest vanvittige kampe, jeg nogensinde har spillet. Det var ekstremt varmt. Jeg tror, vi snakker 50 grader. Vi var på et stadie, hvor vi egentlig bare løb og tænkte på, at kampen skulle slutte, stort set fra start af. Vi sad 11 mand i pausen med isposer på hoved, mave, overalt. Søren Colding havde bedt om at komme ud efter 20 minutter, fordi han ikke kunne mere.”

”Jeg vil vove at påstå, at man er på grænsen til, hvad der egentlig er forsvarligt ydelsesmæssigt. Det var en rigtig trist oplevelse. Mange kunne ikke huske, hvad der var sket i kampen. Man løb rundt i trance og tænkte på, hvornår det stoppede. Vi var heldige at redde 1-1 hjem, og folk var fuldstændigt færdige. Jeg tror, at vi hver tabte fem kilo under sådan en kamp,” siger Rieper om kampen, hvor Allan Nielsen bragte Danmark tidligt, men hvor Benni McCarthy udlignede kort efter pausen.

I anden halvleg var Danmark under pres i varmen, og det blev bestemt ikke bedre af, at der kun var ni danskere på banen.

”Jeg har aldrig set så ringe en præstation af en dommer. Det var som om, at han ville have givet et gult kort, men kom til at tage det røde, og så tænkte han: ”Nu har jeg det fremme, så giver jeg det bare.” Det var ting, der ikke engang var til en advarsel. Udover at man løb og tænkte på, om man overhovedet kunne spille kampen færdig, skulle man forholde sig til en dommer, hvor man strengt taget ikke vidste, om man kunne lave en tackling uden at ryge ud.”

”Det er det, der sker ved VM. Det er ikke nødvendigvis de bedste hold i verden, der er med til VM. Saudi-Arabien kunne for eksempel aldrig kvalificere sig til EM. Det er i høj grad heller ikke de bedste dommere. Men det er en del af charmen, selv om det selvfølgelig ikke er rart, når det går ud over en selv.”

Usårlige danskere og et magisk vip

Danmark gik videre på en andenplads i puljen, trods et 2-1-nederlag i sidste kamp mod Frankrig, og så ventede Nigeria. Super Eagles havde vundet deres pulje og sendt Spanien ud, så de var favoritter inden kampen mod Danmark, men i den harmoniske danske lejr troede man på et godt resultat.

”De havde et fremragende hold med verdensstjerner på mange positioner, men vi havde vist nogle takter og kvaliteter, som gav en berettiget selvtillid. Det var en fed oplevelse at spille i Paris. Det var på Stade de France, som var bygget til lejligheden. Fed atmosfære, halvdelen af tilskuerne var danskere, og man følte bare, at det rullede sgu. Fra kampens start satte vi os tungt på dem, og vi vandt en kæmpesejr og burde have vundet større. Vi lavede flotte mål og stod rigtigt godt defensivt. Vi spillede mod Kanu, mod Uche, mod Okocha. Virkelig store stjerner, og vi holdt dem stort set væk fra farlige situationer, hvilket var tilfredsstillende for os defensivspillere,” siger Rieper om den legendariske kamp, hvor Peter Møller og Brian Laudrup bragte Danmark foran 2-0 efter bare 12 minutter, og hvor det sluttede 4-1 på yderligere mål af Ebbe Sand, der scorede efter Michael Laudrups suveræne vip over det nigerianske forsvar, og Thomas Helveg.

”Alle havde en følelse af, at vi ikke skulle hjem lige med det samme. På det tidspunkt tror jeg, at de fleste af os følte, vi var usårlige. Uanset hvad folk kom med, skulle vi nok nå i mål. Samtidig havde vi nogle fantastiske offensive kræfter. Michael og Brian, Ebbe Sand, Peter Møller. Det var et superhold.”

”Vi husker alle sammen det her vip, som Michael lavede ind i feltet, og hvor vi så efterfølgende scorede. Der tænkte man: ”De kan bare komme an. Vi laver bare et eller andet crazy, og så lykkes det også.” Sådan et vip er i sig selv svært at time, både afleveringen og løbet, og så at tæmme den med hovedet og vippe den i kassen med en halvflugter. Altså... Det er bare sådan nogle ting, der ikke sker ret tit, men de skete i den kamp. De kunne være kommet med hvem som helst, vi havde taget dem.”

Ferien fortsatte i Frankrig

Kvartfinalen i Nantes blev en endnu større kamp. Danmark mødte de forsvarende brasilianske verdensmestre, og efter endnu en tidlig dansk scoring udviklede kampen sig til åben slagudveksling mellem to offensivt indstillede mandskaber.

”Det var en elektrisk atmosfære mod de absolut største stjerner i verden. Det var Carlos, det var Ronaldo, det var Rivaldo, det var Aldair. Vi følte, at vi var en god match for dem. Vi var sikre på, at hvis vi spillede op til vores maksimale, ville vi vinde. Vi kom foran hurtigt, og det gav endnu større tro på, at vi kunne klare det,” siger Rieper om Martin Jørgensens føringsmål.

Brasilien vendte allerede i første halvleg kampen og kom foran 2-1, men efter pausen udlignede Brian Laudrup efter Roberto Carlos’ mislykkede saksesparksclearing. Rivaldo scorede sit andet mål til 3-2, men der var stadig liv i danskerne. I slutminutterne kom der to gode muligheder til Marc Rieper, der var flyttet frem i angrebet for at tilføre fysisk styrke i feltet. Først sparkede han snert forbi mål på et indlæg fra højresiden, og kort før tid headede han på overliggeren. Den sidste situation husker han tydeligt, den første fik han genopfrisket for nylig af sin 14-årige søn Frederik.

”Forleden kom min dreng ind til mig. Jeg har mange gange fortalt ham, at overliggeren stadig står dernede og blafrer. Lige inden havde jeg en rigtig stor chance, som jeg fuldstændigt havde glemt, men som min knejt havde set inde på YouTube. ”Du brændte sgu en mere,” Nej det gjorde jeg fandme ikke, men så var vi så inde og se det, og jo, jeg måtte så erkende, at den var god nok,” fortæller Rieper.

”Der er mange, som siger, at det var min skyld, at vi ikke gik videre, fordi jeg ramte overliggeren, men så siger jeg til dem: ”Vi skal lige vende skråen en enkelt gang. Hvis jeg ikke havde scoret mod Saudi-Arabien, var vi aldrig kommet så langt.” Jeg husker det som et super hovedstød, som var langt udefra.”

”Der var en enorm skuffelse efter kampen. Vi følte faktisk, at vi var bedre end Brasilien på dagen. Det kan godt være, vi ikke havde vundet over Frankrig i finalen, men Holland i semifinalen var på ingen måder skræmmende.”

Danmark røg ud, men først efter at have skabt et historisk resultat, for hverken før eller siden er Danmark nået så langt i en VM-slutrunde.

”Jeg lever i nuet og kigger mere fremad end bagud, men når jeg for eksempel sidder og snakker med min knægt, mindes jeg med enormt stor stolthed, at jeg har været med til at skabe historie for dansk fodbold. Når der så kommer VM, eller der engang imellem kommer klip fra de kampe, jeg deltog i, er det da superfedt at kunne sige, at det har jeg været en del af. Ikke mindst skaber det en masse minder om en tid, som var helt unik,” siger Marc Rieper, som dog også mindes en fysisk hård turnering, hvor han, Peter Schmeichel og Jes Høgh var eneste danskere med fuld tid på banen

”Jeg kom fra Glasgow, hvor vi havde haft en ekstremt hård sæson. Jeg var enormt slidt allerede, da vi gik ind til slutrunden, og jeg sled meget med min ryg gennem slutrunden. Jeg var til behandling på hospitalet, fik taget røntgen og hvad ved jeg. Jeg blev skånet meget til træning, men når man er i de de situationer, spiller man uanset, om man ikke kan gå bagefter. Men der kom en regning. Celtic ville have mig tilbage lige efter VM. Det nægtede jeg. De forlangte, at jeg kom hjem, men jeg sagde, at der var ikke mere i tanken, og at jeg havde brug for at sunde mig. Da jeg kom tilbage, spillede jeg på tredje år uden at have haft en ordentlig ferie. Jeg spillede en halv sæson, og så kom jeg aldrig til at spille fodbold igen. Jeg begyndte at få slemme skader, og det var nok efterveer fra den opslidende sæson i Glasgow og det hårde VM,” siger Rieper.

Den lille ferie, som Celtic endte med at give ham i sommeren 1998, brugte han på De Fregate, det samme hotel han han havde befundet sig på i flere uger sammen med 21 holdkammerater – og han havde været klar til at tage et par uger mere, hvis Danmark havde slået Brasilien ud.

”Jeg blev dernede med min familie i 10 dage efterfølgende, på det samme hotel. Det var ikke sådan, at jeg havde fået lejrkuller. Vi kunne sagtens være blevet 14 dage ekstra.”

Mit bedste VM-minde som almindelig fan

”Så er vi i Mexico, hvor jeg husker flere fantastiske kampe., Re-Sepp-ten og den hype, der var om alting. Det var det første danske landshold, som virkelig trådte i karakter – og dengang var man også uheldige med at ryge ud.”

”VM 1974 var mit første. Der var jeg seks år.. Det var ikke alle, der havde fjernsyn, og slet ikke på campingpladser, så jeg sad på et sømandshjem i Skagen og så fjernsyn, når der var fodbold. Jeg havde nogle fede oplevelser med Gerd Müller, Breitner, Beckenbauer, Schwarzenbeck og hvad de ellers hed alle sammen.”

Superliga

Optakt: Hobro IK - AaB
Optakt: Hobro IK - AaB

Der er rivalopgør i toppen af Danmark, når Hobro får besøg af den nordjyske storebror fra AaB.

Mere Superliga

Fokus