Di Maria ude af semifinale - Agüero er klar igen
Illustration
VM

Di Maria ude af semifinale - Agüero er klar igen

Argentina må undvære Angel Di Maria i onsdagens semifinale med Holland. Til gengæld kan holdet igen råde over Sergio Agüero, der har gjort store fremskridt under den argentinske træning.

Argentina brød forbandelsen og kvalificerede sig for første gang i umindelige tider til en semifinale i en større turnering ved at slå Belgien 1-0. Nu gælder det Holland på onsdag, men forud for den kamp er der blandet nyt omkring spillersituationen.

Angel Di Maria, der ellers har været en af holdets mest velspillende aktører, må melde forfald til semifinalen på grund af en forstrækning, som han pådrog sig i opgøret mod Belgien.

- Angel har en førstegradsforstrækning, så han vil selvfølgelig ikke kunne spille i Argentinas næste kamp. Men vi ser på situationen fra dag til dag, siger landsholdets læge Daniel Martinez ifølge Sky Sports.

Mens Di Maria dermed ligner en spiller, der ikke når at blive klar til semifinalen, kan holdet i stedet glæde sig over igen at kunne råde over Sergio Agüero. Manchester City-angriberen har ikke spillet for holdet siden den sidste gruppekamp mod Nigeria, hvor han allerede i første halvleg måtte forlade banen på grund af en skade. Nu er han dog imidlertid tilbage.

- Sergio har trænet med tre gange, og han er klar til at spille, fortæller landsholdslægen videre.