Durmisi om VM-fravalg: En kæmpe mavepuster at få
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
VM

Durmisi om VM-fravalg: En kæmpe mavepuster at få

Riza Durmisi sætter nu ord på fravalget den nært forestående VM-slutrunde i Rusland.

Åge Hareide har valgt at satse på Jens Stryger Larsen og Jonas Knudsen på venstre back til VM. Det er blandt andre gået ud over Riza Durmisi.

Real Betis-spilleren var ellers den foretrukne spiller på venstre back gennem VM-kvalifikationen, hvor han spillede i otte ud de 10 kampe i gruppespillet. I sidste ende blev den tidligere Brøndby-back dog forbigået, og det var en enorm skuffelse for ham.

- Det var, og er stadig, selvfølgelig en kæmpe mavepuster at få, når jeg føler, at jeg har gjort alt for at komme med, og det egentlig ikke længere lå i mine hænder. Det gør specielt ondt, når jeg har været en del af truppen siden dag ét, hvor Åge tog over, men jeg er mere motiveret end nogensinde, forklarer Riza Durmisi til B.T.

Riza Durmisi gør det samtidig klart, at han også i fremtiden vil stå til rådighed for det danske landshold, og han håber stadig at kunne bevise, at han er Danmarks bedste spiller på venstre back.