Video : Tipsbladet
VM

FIFA-boss: VM med 48 må max vare 28 dage

Selvom der skal spilles 80 kampe i alt ved et VM med 48 hold, så bliver det til en turnering, der højst kommer til at vare 28 dage, lyder det fra Infantino.

Det næste verdensmesterskab bliver spillet i 2022 i Qatar, hvor det endnu ikke er fastlagt, hvorvidt turneringen vil blive udvidet fra de nuværende 32 hold til 48 af slagsen. Men selv med så stor en forstørrelse, så bliver slutrunden afholdt på maksimalt 28 dage.

Det fortæller FIFA-præsident Gianni Infantino i et interview med AP.

Når han fastslår, at turneringen ikke må være længere end en lille måneds tid, så er det også nødvendigt, at der bliver spillet op mod seks kampe om dagen, så man kan nå alle 80 kampe, som hele turneringen kommer til at indeholde, forklarer Infantino.

FIFA-præsidenten har dog også peget på, at det ikke er ideelt, at man spiller flere kampe på samme dag.

Det bliver afgjort til marts, hvorvidt turneringen vil blive lavet om til et format med 48 hold, ligesom man også skal finde frem til tidspunktet for Qatars VM, som muligvis kommer til at ligge i vinterhalvåret, hvor 21. november til 18. december er blevet foreslået.

Her har de europæiske ligaer mange afgørende datoer, som skal bruges til deres turnering, så det bliver meget interessant, hvad afgørelsen bliver til foråret.