Gigantisk Klub-VM og global landsholdsliga bliver virkelighed i 2018
Foto: Getty Images
VM

Gigantisk Klub-VM og global landsholdsliga bliver virkelighed i 2018

Mens otte nationer dyster om VM-trofæet, mødes FIFA-præsident Gianni Infantino på FIFA's hotel i Moskva med ligaer, nationale fodboldforbund og ikke mindst Europas største klubber. Et kraftigt udvidet klub-VM, en global landsholdsliga og et VM i Qatar om fire år med 48 i stedet for 32 hold er på forhandlingsbordet.

Artiklen er fra dagens udgave af Tipsbladet. Du får Tipsbladet, når du køber Ekstra Bladet om fredagen.

VM-slutrunden i Rusland har budt på drama med sidsteøjebliks-scoringer, straffesparkkonkurrencer  og overraskende favoritfald i gruppespillet og ottendedelsfinalerne. Af og til har der også været godt spil som af Frankrigs fænomen Kylian Mbappé og Uruguays defensiv, og i Danmark har det intense opgør mod Kroatien fyldt i evalueringen af Danmarks slutrunde.

I kulisserne i Moskva udspiller der i disse dage en magtkamp om fodboldens fremtid, hvor der om muligt er endnu mere på spil end et VM-trofæ – en kamp, Gianni Infantino og hans indflydelsesrige allierede i fodboldverdenen og på regeringskontorer i nogle af verdens mægtigste lande ser ud til at vinde.

Som Tipsbladet rapporterede sidste fredag, vil Gianni Infantino og hans allierede indføre en global landsholdsturnering fra 2020 og et kraftigt udvidet klub-VM på 32 eller 48 hold i 2021. Det skal indbringe et trecifret milliardbeløb til FIFA og de deltagende hold fra investorer fra Saudi-Arabien og muligvis også andre lande, hvilket vil bringe det samlede beløb i de to turneringer langt over de 25 milliarder dollars, Gianni Infantino i første omgang lokkede fodboldforbund og topklubber med.

Det tredje og foreløbigt sidste ben i planen er en udvidelse af Qatars 2022-VM til 48 hold, hvilket Saudi-Arabien meget gerne ser og vil betale ekstra milliarder for, og som også er del af forklaringen på, at Saudi-Arabien pludselig vil investere i de to nye turneringer.

I denne uge har den schweiziske FIFA-boss og hans topembedsmænd så holdt møder med ligaer, fodboldforbund, den internationale spillerforening FIFPro og ikke mindst Europas topklubber, som er øverst på agendaen.

Gerne til oktober
Ifølge Tipsbladets oplysninger er der udbredt støtte til Infantinos store projekter, der kommer forud for FIFA's præsidentvalg i juni 2019, hvor Infantino meget gerne vil genvælges til endnu en periode.

Således er forventningen, at det udvidede klub-VM og den nye, globale Nations League for landshold vedtages, når det 35 personer store FIFA Council mødes i Zürich 25. og 26. oktober, alternativt på rådets næste møde i december. Inden da skal strukturen og ejerforholdene i de to turneringer afklares, mens man fra Infantino-lejrens side også meget gerne vil have afklaring om Qatars 2022-VM, hvilket senest skal ske på et møde i FIFA Council i marts 2019.

Problemet for Infantino og Saudi-Arabien er, at Qatar med aftalen om VM 2022 i hånden kan kræve en milliard-erstatning af FIFA, hvis forbundet udvider slutrunden uden Qatars accept, så den forsøger Infantino at skaffe politisk, mens Saudi-Arabien som bekendt har en fysisk og politisk blokade af Qatar, man håber vil gøre den lille nabostat mør.

Magtpolitisk skal Gianni Infantino gerne have lavet et kompromis, så UEFA som organisation også kan blive del af det nye setup og ikke truer med at bryde ud af FIFA, en trussel man tidligere har luftet, og rent praktisk skal klubber, ligaer, fodboldforbund, kontinentalforbundene og FIFA have nogle svære forhandlinger om den internationale kampkalender, så der bliver fundet nok kampdatoer til de nye turneringer og til de eksisterende ligaer og turneringer, og at byrden på de bedste spillere ikke bliver alt for stor med endnu flere kampe fordelt på forskellige tidszoner.

Tipsbladets kilder levner dog ingen tvivl om, at de nye turneringer bliver vedtaget, og at Gianni Infantino og Saudi-Arabien vil gå langt for at få VM 2022 udvidet til 48 hold blandt andet med støtte på regeringsniveau fra USA, hvilket gør Qatars forsvar af et VM med 32 hold stadigt sværere.

Ekspert: Danske klubber bliver ikke del af eliten
Tipsbladet følger udviklingen i forhandlingerne i de kommende dage, hvor Gianni Infantino og hans team vil forsøge at nå så langt og blive så konkret som muligt i udformningen af de nye turneringer og forhandlingerne om, hvem der skal have hvad og hvor meget.

Tipsbladet har interviewet engelske Simon Chadwick, professor i Sports Enterprise ved University of Salford, om de nye turneringer og spillet om Qatars 2022-VM, og for professoren er Infantinos nye turneringer en naturlig konsekvens af fodboldspillets og verdens udvikling de seneste år.

”Efter min mening er de foreslåede turneringer FIFA's modangreb efter at Premier League og Champions League i årevis har overgået VM's kommercielle appel. FIFA slår nu tilbage, så denne udvikling handler ikke alene om penge men også om, at FIFA vil reetablere sig som leder og forvalter af fodboldspillet,” siger Simon Chadwick til Tipsbladet.

Den globale Nations League og milliarderne fra den turnering skaffer Gianni Infantino den fornødne støtte fra FIFA's 211 medlemsforbund og dermed også de 35 medlemmer af FIFA Council, der er valgt på deres respektive kontinenter af medlemmerne og derfor næppe kan undgå at stemme for de to nye turneringer, når de kommer til afstemning senere i 2018.

Men ifølge Simon Chadwick har Gianni Infantino spillet et politisk klogt spil ved at få Europas topklubber med på et stort klub-VM udenom UEFA. Det stækker UEFA's mulighed for at stoppe planerne, og så får Infantino og hans allierede de magtfulde klubber med sig med løftet om mange milliarder kroner i præmiepenge, hvilket gør de 10-20 største europæiske klubbers lyst til helt at gå enegang og skabe deres eget turneringssystem som NBA eller NFL mindre.

”Superklubberne får større publikum, flere muligheder for at sælge sig og tjene flere penge. Dette er næste fase i fodboldspillets kommercielle udvikling på globalt plan, som vil gøre fodbold og ikke mindst superklubberne bedre i stand til at konkurrere om forbrugernes penge i konkurrence med Hollywood, mode-brands, fastfood-kæder og mange andre,” siger Simon Chadwick.

”For FIFA og fodboldspillet er det også en global positionering i rivaliseringen med NBA og OL, der i konkurrencen om publikum er trusler mod fodboldspillet,” siger Simon Chadwick, der råder dansk fodbold til at indstille sig på den ny virkelighed, hvor der kun bliver plads til de største klubber.

”Jeg kan godt forstå, hvis man er bekymret, men man skal ikke gå i panik i fodboldlande som Danmark. I stedet skal man tænke og arbejde strategisk og langsigtet. Det betyder desværre nok, at de danske klubber må indstille sig på, at deres marked er det lokale, ikke det globale. De må også indstille sig på, at de ikke længere har noget at gøre med denne globale elite af superklubber, der vokser frem. De skal give danskerne nogle stærke grunde til at engagere sig lokalt. Det er jo ikke alle, der vil spise på McDonalds. Mange mennesker efterspørger stadig autencitet og nærhed. Og der kan danske klubber gøre noget for danske fans, som Bayern München og FC Barcelona ikke kan.”