Holland tog bronzen mod afmægtige Brasilien
Illustration
VM

Holland tog bronzen mod afmægtige Brasilien

Brasilien indledte tabernes finale med forfærdeligt forsvarsspil og det blev afgørende, da Holland tog bronzemedaljerne med en 3-0-sejr over VM-værterne.

Katastrofalt brasiliansk forsvarsspil blev igen afgørende. To forsvarskiks og mindst lige så mange dommerfejl blev kendetegnende for bronzekampen, der blev og mere rodet, som den skred frem. Holland vandt 3-0 takket være især to tidlige mål. 

Efter bare to minutter kom den første scoring, da Robin van Persie lagde bolden ned i dybden til Arjen Robben, som slap forbi Thiago Silva, der trak i nødbremsen og hev den frie hollænder til jorden. Mærkværdigt nok slap PSG-forsvareren med et gult kort, men til gengæld gav kampens algeriske dommer et straffespark, som ikke burde være dømt, da forseelsen blev begået uden for feltet.

Van Persie eksekverede efterfølgende straffesparket og gav Holland føringen.

Brasiliens forsvarsspil var i begyndelsen af kampen ligeså naivt som mod tyskerne, og det var hollænderne hurtigt til at udnytte. Efter 17 minutter lagde Jonathan de Guzman en bold ind i feltet, hvor David Luiz clearede bolden lige ud til Daley Blind, der let kunne samle bolden op og sparke den ind til en 2-0-føring med sit kolde højre ben.

Værterne fik siden reorganiseret sig og kom bedre med. Med otte minutter tilbage af første halvleg smed Oscar en frisparkbold ind foran Jasper Cillessen, hvor David Luiz var tæt på at gøre skaden god igen. Men forsvarsspilleren nåede akkurat ikke frem til bolden.

Fra anden halvlegs begyndelse erobrede Brasilien initiativet, og en af de bedre muligheder tilfaldt Ramires, som fyrede af fra distancen, men måtte set sit skud gå snært forbi.

Brasilien fortsatte med at presse på, og da Oscar sneg sig uden om Daley Blind, så hollænderen unægtelig ud til at træde brasilianeren over foden, men den algeriske dommer mente i stedet, at Oscar filmede og kvitterede derfor med et gult kort til midtbanespilleren.

Kampen blev i anden halvleg mere og mere ujævn og urytmisk, og selvom Holland var sjældne gæster i det brasilianske felt, så havde værterne svært ved at omsætte spilovertaget til reelle scoringsmuligheder. 

Det skulle dog blive til endnu en dommerfejl, da der manglede seks minutter. En stikning blev sendt dybt til Robben, som tydeligvis blev skubbet i ryggen i det øjeblik han forsøgte at tage bolden ned. Men dommerens fløjte forblev forbavsende tavs. Næsten ligesom det brasilianske publikum, der aldrig rigtigt fandt noget at juble over, da Holland vandt tabernes finale med en sidste scoring, da Daryl Janmaat fandt Wijnaldum inde for Brasiliens mål.