Video : Tipsbladet
VM

Hvis pengene bestemmer, vinder Brasilien VM

I klubfodbold er det tit de hold, der bruger flest penge på løn, der klarer sig godt. Hvis det samme gør sig gældende til VM, vinder Brasilien guld. Og Danmark ryger ud i ottendedelsfinalen.

Det er ikke bare en slidt kliché, når man i fodboldens verden siger, at pengene bestemmer. For undersøgelser viser igen og igen, at de hold, der bruger flest penge på at aflønne deres spillere - og dermed som udgangspunkt får de bedste af slagsen - klarer sig bedst.

Skulle det samme princip gøre sig gældende for landshold, kan Brasilien se frem til at vinde landets sjette VM-titel om lidt over en måned. En opgørelse fra Mail on Sunday viser, at de brasilianske spillere har slutrundens højeste gennemsnitsløn.

Det gennemsnit befinder sig lige under 50 millioner kroner om året - lige en sjat mere end de spanske stjerner og deres gennemsnitsløn på 46,5 millioner kroner om året.

Derfra er der et stort spring ned til et land som Danmark, hvis spillere tjener lige over 10 millioner i snit ifølge Mail on Sundays opgørelse.

Det er journalisten Nick Harris, som specialiserer sig i sportens forhold til penge, der har lavet opgørelsen for den britiske avis. På Twitter har han delt udfaldet af slutrunden, hvis resultaterne skulle følge landsholdenes lønniveau.

Her kan vi se, at Danmark klarer sig ud af gruppen på en andenplads, men bliver sat til vægs af de velbetalte argentinere. Og at Brasilien altså vinder VM-finalen foran Spanien.