Video : Tipsbladet
VM

Ingen slinger i valsen: Uruguay og Rusland er videre fra Gruppe A

Saudi-Arabien gav ikke for alvor Uruguay problemer i onsdagens VM-kamp nummer to, selv om Uruguays præstation var dårlig.

Tirsdag sikrede Rusland reelt sig en plads i ottendedelsfinalen med en sejr over Egypten, og da Uruguay onsdag vandt over Saudi-Arabien med 1-0, blev det helt sikkert, at Rusland er klar til ottendedelsfinalen. Også Uruguay er klar til ottendelsfinalen med sejren, og de to lande kan dermed kæmpe om førstepladsen i Gruppe A, når Rusland og Uruguay mødes på mandag.

Det var sådan set ikke, fordi der var klasseforskel på Uruguay og Saudi-Arabien. Uruguay vadede ikke i chancer i kampen, og modstanderen kom også frem til et par enkelte muligheder. Men i de to felter var der klasseforskel.

Første tilbud kom Edison Cavani til efter 13 minutters spil, men han høvlede et skud langt over mål fra kanten af feltet.

10 minutter efter kom kampens første scoring så, da Uruguay scorede efter et hjørnespark. Indlægget sejlede over alle - inklusiv målmand Mohammed Al Owais - der gik helt galt af bolden, og på kanten af det lille felt kunne angriber Luis Suarez stikke venstre fod frem og score nemt. Angriberen misbrugte mange chancer mod Egypten, men kom altså på tavlen mod Saudi-Arabien.

Saudierne havde egentlig en del spil og kom også frem til et par chancer - den største i første halvleg tilfaldt Babhir, der sparkede langt over mål efter et indlæg fra venstre.

Anden halvleg fortsatte som den første, hvor Uruguay ikke var meget bedre end Saudi-Arabien, og saudierne kom frem til flere lige ved og næsten-muligheder, mens Uruguay manglede noget tempo og kvalitet. Carlos Sanchez havde en mulighed efter 62 minutters spil, men hans hovedstød gik over mål.

Saudierne blev ved med at spille bolden godt rundt, men var ikke i stand til at skabe muligheder mod Uruguay. 

Det var i stedet Uruguay, der kom frem til muligheder - blandt andet da Edison Cavani med hovedet styrede et spark fra en medspiller lige forbi kassen. Og kort efter var han lige ved igen at komme på tavlen.

Men det blev i stedet intenst til sidst, hvor Saudi-Arabien i desperation forsøgte at skabe muligheder. Dog uden held, og med 1-0 er Uruguay sammen med Rusland videre ved VM. Saudi-Arabien og Egypten er ude.