Video : Tipsbladet
VM

Jon Dahl Tomasson: Hellere Eriksen end Luka Modric

Jon Dahl Tomasson vil hellere have Christian Eriksen på sit hold end Luka Modric.

Når Kroatien og Danmark tørner sammen i ottendedelsfinalen ved VM på søndag, har begge mandskaber deres største sjerne løbende centralt på banen. Luka Modric er hjernen på det kroatiske mandskab, mens Christian Eriksen er den ubetinget vigtigste spiller for Danmark.

Og så kan man jo passende slå noget af ventetiden ihjel med at diskutere, hvem der er bedst.

Hvis man spørger Jon Dahl Tomasson, der er assisterende træner på det danske landshold, peger han ikke overraskende på Christian Eriksen, der mere eller mindre afløste Modric i Tottenham, da denne tog til Real Madrid.

- Eriksen laver mål, han assisterer og han er ofte også manden bag den tredjesidste bold. Han er en enorm holdspiller og har utrolig meget energi og løber ufatteligt mange højintense løb. Eriksen fungerer fantastisk i gruppen, og her ved jeg jo ikke, hvordan Modric agerer. Eriksen er en kæmpe stjerne, der samtidig tænker på holdet, siger Tomasson ifølge SportFyn og tilføjer:

- Modric er en fantastisk spiller, men skulle jeg investere i en af dem nu, ville jeg også se på deres alder. Og skulle jeg tage en af dem nu til den kommende kamp, ville jeg også tage Christian.

Der er kickoff mellem Kroatien og Danmark søndag klokken 20.00.