Kroatien er klar til landets første VM-finale
Foto: Getty Images
VM

Kroatien er klar til landets første VM-finale

Med en 2-1-sejr over England er Kroatien klar til at møde Frankrig i VM-finalen på søndag.

Kroatien er klar til VM-finalen efter en 2-1-sejr efter forlænget spilletid over England. Dog skulle de meget igennem før de kunne være sikre på, at det var dem, der kunne booke billet til finalekampen.

Opgøret fik nemlig en ordentlig saltvandsindsprøjtning efter få minutter, da Kieran Trippier scorede sit første landskampsmål for England nogensinde. Fra lidt mere end 20 meter fik han knaldet bolden i mål med et spark med et perfekt svæv til 1-0. 

England havde derefter mest at sige i første halvleg, og kroaterne havde svært ved at sætte noget sammen, der kunne føre til chancer, og derfor var det oftest nogle skud langt ude fra, der blev sendt afsted.

Derimod var englænderne bedre til at forsøge at lægge pres på med deres velkendte, hurtige løb, hvor Kroatiens spillere lignede nogle, der var blevet udsat for en orkan. Det var dog kroaterne, der kort før pausen måske kunne undre sig over, at VAR-systemet ikke opdagede et straffespark.

Måske var det den gode afslutning på første halvleg, der satte kroaterne i gang med andet akt af forestillingen. Pludselig var det nemlig kroaterne, der viste vejen, og de kom hele tiden tættere på en udligning.

Den kom efter 68 minutter, da Ivan Perisic kastede sig frem på et indlæg og viftede bolden i netmaskerne med venstrefoden i et yndefuldt hop. Så stod der 1-1 mellem de to hold, og kort efter kunne Perisic have gjort det til 2-1 for kroaterne, men han ramte indersiden af stolpen, hvorefter bolden gik ud.

Herefter var det mere reglen end undtagelsen, at de engelske spillere lignede hovedløse høns, og det var ofte tæt på at gå galt for dem. Det gjorde det dog ikke, og forestillingen skulle dermed ud i et tredje akt.

Her var det englænderne, der var bedst i den første af de to halvlege af 15 minutter, men Kroatien viste kølighed fire minutter inde i anden. Perisic headede bolden ind i det engelske felt, hvorefter Mandzukic sendte bolden i mål til 2-1.

Dermed er Kroatien klar til landets første slutrunde-finale i deres unge historie. Det er mod Frankrig på søndag. England skal derimod møde Belgien i kampen om bronzemedaljerne.
.