Video : Tipsbladet
VM

Landsholdslæge åbner døren på klem for Kvist: Man skal aldrig sige aldrig

William Kvist håber på at vende tilbage på banen i løbet af slutrunden, og man skal aldrig sige aldrig, fortæller landsholdslægen Thøger Krogh.

- VM er jo langt, og vi kommer langt. Så den lillebitte sandsynlighed for at jeg skulle kunne spille en lille rolle stadigvæk, den skal undersøges til bunds, fortalte William Kvist i en facebook-video mandag.

For selv om midtbaneprofilen er rejst hjem til Danmark og umiddelbart er blevet meldt ude af VM, håber han altså stadig, at han kan spille en rolle i løbet af slutrunden.

Og det skal heller ikke udelukkes helt. Landsholdslægen Thøger Krogh vil ikke udelukke, at Kvist kan blive klar til en eventuel finale. Det fortæller han ifølge Ritzau.

- Man skal aldrig sige aldrig. Men det er spekulationer, og nu må vi se, hvordan de næste dage kommer til at gå. Så er det lettere at sige, hvornår han er smertefri, fortæller Krogh, der dog også fastslår, at det afhænger af, hvordan forløbet bliver.

Danmark skal i næste runde møde Australien, inden danskerne i den sidste gruppekamp skal prøve kræfter med Frankrig. Det er højst usandsynligt, at Kvist kommer i aktion i en af de kampe.