Video : Tipsbladet
VM

Landstræner hylder Ramos: Han er en historisk spiller

Luis Enrique er meget glad for at råde over Sergio Ramos på det spanske landshold.

Spanien fik lørdag aften en planmæssig start på EM-kvalifikationen, da de på Mestalla i Valencia besejrede Norge med 2-1. Rodrigo havde sendt spanierne i front, inden Joshua King udlignede. 

Sergio Ramos reddede dog hjemmeholdet, da han kort før tid sikrede sejren med et frækt Panenka-straffespark. Den spanske landstræner, Luis Enrique, har store roser til overs for den bomstærke midterforsvarer. 

- Sergio Ramos gjorde det rigtig godt for os i aften, og hans straffespark var prikken over i'et. Han er en unik spiller og en historisk spiller, siger Luis Enrique ifølge Marca.

Luis Enrique mener, at Spanien sagtens kunne have vundet større, men han glæder sig dog stadig over de tre point. 

- Jeg synes, at vi fortjente at vinde 5-1 eller 6-1. Men i fodbold handler det om at score mål, og vi vidste at det ville blive en fysisk fight mod Norge. Jeg er sikker på, at vi kan blive meget bedre, siger Enrique. 

Spanien møder på tirsdag Malta på udebane.