Video : Tipsbladet
VM

Lasse Schöne: Har en fod i begge lejre

Lasse Schöne kan se pointen i VAR-systemet, men mener ikke, at det bliver brugt konsekvent nok.

Et af de nyeste initiativer i fodbold er også ét af dem, der skiller fodboldfans, -spillere, -dommere og –trænere i to lejre.  Video Assistance Referee – VAR – giver dommeren mulighed for at fløjte spillet af og gå ud og nærstudere en tvivlsom nøglesituation.

Denne funktion kostede Danmark to point mod Australien, da de to mandskaber spillede 1-1 i gruppekampen. Australien scorede nemlig på et straffespark, som blev dømt, efter Yussuf Poulsen havde hånden på bolden i en hovedstødsduel.

Lasse Schöne kan godt se meningen i at bruge VAR, men han mener ikke, at det altid bliver brugt korrekt.

- Jeg synes, det er svært. Det er jo ærligt, for hvis der er straffe, bliver der dømt straffe. Men i vores situation er der på et tidspunkt i anden halvleg, hvor Cornelius bliver revet ned i feltet, hvor han forsøger at blive stående og spille videre. Der skal man ude fra vognen sige, at der er straffe. Jeg har lidt en fod i begge lejre, siger Lasse Schöne til TV2.

Danmark gik med 1-1 et enkelt point og er nu oppe på fire af slagsen, selvom spillet ikke har været imponerende. Det går dog fremad.

- Jeg synes, det var lidt bedre i dag. Det var stadig ikke godt nok, men lidt bedre. Vi fik holdt lidt længere på den, men der var situationer, hvor vi skal holde den i egne rækker, men lidt for hurtigt søger den svære bold, siger Schöne.

Danmark spiller sidste gruppekamp mod Frankrig på tirsdag.