Lovren melder klart ud: Jeg er en af verdens bedste forsvarsspillere
Foto: Getty Images
VM

Lovren melder klart ud: Jeg er en af verdens bedste forsvarsspillere

Den kroatiske midterforsvarer Dejan Lovren føler sig som en af de bedste på sin position efter en sæson med både Champions League-finale og en forestående VM-finale.

Det kroatiske landshold er klar til VM-finalen, hvor en spiller som Liverpools Dejan Lovren har spillet en væsentlig rolle. Selv føler han også, at han nu har bevist, hvad han kan på en fodboldbane.

Det fortæller han i et interview med BeIN Sports. 

- Det er noget meget specielt for mig. Fra min optik har jeg oplevet, at folk har sagt, at jeg har haft en svær sæson, men jeg er ikke enig med dem. Jeg har vist det ved at spille Liverpool i Champions League-finalen, og nu er jeg med landsholdet i VM-finalen, siger Lovren.

Faktisk mener han, at han er på et ganske højt niveau sammenlignet med resten af verdens forsvarsspillere.

- Jeg synes, at man skal anerkende, at jeg er en af verdens bedste forsvarsspillere, i stedet for at vrøvle, slår han fast.

Sejren på 2-1 over England i semifinalen kom efter forlænget spilletid, hvor Mario Mandzukic blev den helt store helt med sit sejrsmål. Nu venter Frankrig på søndag i finalen for Lovren og resten af det kroatiske landshold.