Maradona: Sampaolis droner, computere og assistenter kan ikke vinde
Foto: Getty Images
VM

Maradona: Sampaolis droner, computere og assistenter kan ikke vinde

Maradona har ikke den store tiltro til, at Argentinas ledere kan ændre på landsholdets situation.

Den argentinske landsholdslegende Diego Armando Maradona har været tydelig på tribunerne under VM i Rusland, og han er langt fra tilfreds med, hvad han har set med det argentinske landshold, som han selv spillede for i 80'erne og 90'erne.

Faktisk er han i utroligt dårligt humør, og han peger på, at folkene bag holdet er de skyldige. Det udtaler han i et interview med Telesur.

- Jeg føler stor smerte, fordi dem der har haft trøjen på, kan ikke se holdet massakreres af hold, der ikke er Brasilien, Spanien, Tyskland eller Holland. Jeg har en vrede i mig, der fuldstændig rammer definitionen. Først og fremmest er det forbundets præsident, Claudio Tapias skyld. Det er folk, der ikke har forstand på fodbold, der står i spidsen, og de har efterladt et strandet Argentina.

Heller ikke landstræner Jorge Sampaoli går fri, der kun har hentet ét point i de to første VM-kampe.

- Alle troede, at Sampaoli ville klare problemerne med hans computere, droner, 14 assistenter og 25 sparringspartnere. I stedet ved Argentina ikke, hvordan de skal spille fodbold. De skaber ikke chancer, de vinder ikke tacklinger, og bolden er aldrig under kontrol, siger Maradona.

Argentina skal nu ud og have en sejr mod Nigeria i den sidste runde af gruppespillet, hvis de vil videre i turneringen.