Video : Tipsbladet
VM

Optakt: Frankrig - Kroatien

Det bliver ikke større end VM-finalen. Søndag får vi en ny verdensmester. Bliver det Frankrig eller Kroatien?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: Luzhniki Stadion, Moskva
Dommer: Nestor Pitana, Argentina
På TV: DR1
Hashtag: #frakro #vmdk

Holdnyt:
Frankrig:
Det var bestemt ikke noget overbevisende gruppespil, som franskmændene diskede op med. Både mod Australien og Peru havde holdet problemer, og nullerten mod Danmark var formentlig VM’s kedeligste kamp.

Præstationerne i knockout-fasen fejler dog ingenting for Les Bleus, der først slog Argentina 4-3, så Uruguay 2-0 og senest Belgien 1-0. Dermed er Frankrig også gået gennem slutrunden med lutter 90-minutters-kampe, hvilket ikke ligefrem kan siges om deres modstandere i VM-finalen.

Dette franske hold har desuden konkret og nylig finaleerfaring, da mange af de samme spillere spillede sig til sølvmedaljer under EM på hjemmebane for to år siden. Spørgsmålet er, om de kan udnytte den erfaring i Moskva på søndag.

Landstræner Didier Dechamps kan desuden glæde sig over, at han formentlig får Olivier Giroud og Blaise Matuidi tilbage fra skader. Begge måtte ellers udgå sent i semifinalen mod Belgien, men skulle ifølge L’Equipe blive finaleklar.

Mon ikke også motivationen er der til at spille gennem eventuelle smerter. Det er trods alt klodens største kamp, de står over for.

Kroatien:
Der er mange ting, der taler mod, at Kroatien skulle nå VM-finalen.

Landet har kun 4,2 millioner indbyggere. Både befolkningen og fodbolden i Kroatien er dybt splittet. Luka Modric, anføreren og en af VM’s bedste spillere, står foran en retssag og måske fængsel, når slutrunden er forbi. Holdet endte som nummer to efter Island i kvalifikationen. Og så er der jo lige vejen til finalen.

Kroatien har været bagud i alle tre knockout-kampe, men er kommet tilbage. Først mod Danmark, så mod Rusland og senest mod England. Alle tre gange har holdet spillet 120 minutter, så Frankrig burde have det fysiske overskud på søndag.

Til gengæld har Kroatien visheden om, at de kan kæmpe sig ud af ethvert hul, nærmest ligegyldigt hvor stort det synes. Det kan man komme langt på. Faktisk helt til VM-finalen. Spørgsmålet er nu, om man også kan vinde den.

Backen Ivan Strinic måtte udgå i semifinalen, men det er endnu uvist, hvor galt den er fat med ham.

Karantæne:
Frankrig: Ingen
Kroatien: Ingen

Bud på startopstillinger:
Frankrig (4-2-3-1): Lloris – Pavard, Varane, Umtiti, Hernandez – Kanté, Pogba – Mbappé, Griezmann, Matuidi – Giroud

Kroatien (4-2-3-1): Subasic – Vrsajlko, Lovren, Vida, Strinic – Brozovic, Rakitic – Rebic, Modric, Perisic – Mandzukic

Profilen:
Det er ved at være nogle år, siden Mario Mandzukic har leveret en stor målsæson; i Juventus er han eksempelvis endnu ikke nået over ti i ligaen. Men han har en vis evne til at være afgørende på vigtige tidspunkter, og det har han været igen under VM. Han udlignede mod Danmark, lagde op til udligningen mod Rusland og scorede sejrsmålet mod England. Kan han gøre det igen i den største kamp af dem alle?

Vidste du, at..:
Kroatien er det mindste land i VM-finalen siden det allerførste mesterskab i 1930, da Uruguay vandt. Ganske vist blev Uruguay også verdensmestre i 1950, men dengang var der ikke en finale, men et gruppespil.

Dom:
På et eller andet tidspunkt må trætheden jo indhente de stakkels kroater. De har spillet 120 minutter tre kampe i streg, og de har endda 24 timer mindre til at restituere end Frankrig.

Kroatien har selvfølgelig vist, at man aldrig skal afskrive dem, og det er da heller ikke sådan, at vi falder ned ad stolene, hvis de vinder. Men Frankrig står med det bedste kort på hånden, så derfor lyder buddet på en fransk 2-1-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: