Optakt: Rusland - Saudi-Arabien
Foto: Getty Images
VM

Optakt: Rusland - Saudi-Arabien

VM skydes vanen tro i gang af værtsnationen, der møder Saudi-Arabien på det kæmpestore Luzhniki Stadium i Moskva.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 17.00
Spillested: Luzhniki Stadium, Moskva
Dommer: Nelson Pitana, Argentina 
Pulje: Gruppe A 
På TV: TV2
Hashtag: #russau #vmdk

Holdnyt:
Rusland:
Som det eneste mandskab behøvede Rusland ikke en kvalifikation for at komme med til VM. Vanen tro er værterne automatisk kvalificeret, og det betyder, at russerne blot har spillet tre betydende landskampe siden 2016 - det var ved Confederations Cup sidste år, hvor holdet røg ud efter indledende gruppespil. 17 venskabskampe er det blevet til i de forgangne to år.

Venskabskampe lever ofte deres eget liv, og derfor er det reelt også svært at vurdere, for Rusland står før VM. Når man spejder ned over de 23 navne, tegner der sig et billede af et udmærket landshold, men uden én altoverskyggende profil.

Ruslands VM-form har på den korte bane været yderst bekymrende. Det er således blot lykedes landstræner Stanislav Cherchesovs mandskab at vinde en ud af de senest ti venskabskampe, hvilket bestemt ikke er prangende. Retfærdigvis skal det tilføjes, at holdet også har valgt at matche sig mod store nationer som Brasilien, Argentina, Frankrig og Spanien.

Hele verdens øjne vil være rettet mod den russiske værtsnation torsdag eftermiddag, og det skal blive spændende at se, hvordan holdet tackler det enorme forventningspres. 

Saudi-Arabien:
Saudi-Arabien kan ikke løbe fra at være et af de svageste mandskaber ved VM på papiret, men holdet havde en vellykket kvalifikation og sikrede billetterne til Rusland ved at besejre Japan i sidste og afgørende kamp. 

Saudi-Arabien havde ingen problemer med at score mål i VM-kvalifikationen, og det gjaldt især Mohammed Al-Sahlawi, der med sine 14 mål blev samlet topscorer. Med til historien hører, at angriberen, der til dagligt tørner ud for Al-Nassr, scorede hovedparten i starten af kvalifikationen, hvor Saudi-Arabien var oppe mod lilleputter som Østtimor og Palæstina, men at Al-Sahlawi er en målmaskine er hævet over enhver tvivl, og han er helt sikkert en spiller, russerne har noteret sig. 

Nationen fra den Arabiske halvø har leveret et par godkendte præstationer i de sidste venskabskampe før VM-afrejsen, og smalle nederlag til Italien og Tyskland tegner et billede af et hold, der kan bide fra sig, hvis de får lov. Omvendt udstillede Peru med deres 3-0-sejr også, at der er store sprækker i defensiven.

Saudi-Arabien står foran landets femte VM-slutrunde, og den seneste daterer sig helt tilbage til 2006. Nationen er aktuelt nummer 67 på FIFA's verdensrangliste. og det er faktisk tre placeringer bedre end Rusland. 

Karantæner:
Rusland: Ingen
Saudi-Arabien: Ingen

Bud på startopstilllinger:
Rusland (4-2-3-1): Akinfeev - Smolnikov, Kutepov, Ignashevich, Zhirkov - Gazinskiy, Zobinn - Samedov, Dzagoev, Golovin - Smolov

Saudi-Arabien (4-1-4-1): Al-Mualouf - Al-Shahrani, Hawsawi, Hawsawi, Al-Harbi - Ateef - Al-Shehri, Al-Faraj, Al-Jassim, Al-Dawsari - Al-Sahlawi

Profilen:
Der skal lukkes af i Saudi-Arabiens defensiv, hvis de skal have en chance mod Rusland, og det bliver formentlig et job for Hawsawi og Hawsawi. De to midtstoppere, der deler efternavn, hedder henholdsvis Osama og Omar til fornavn, og de er ikke brødre, selv om man kunne fristes til at tro det. Det største navn af de to er anfører Osama Hawsawi, der blandt andet har et ophold i belgiske Anderlecht på CV'et. 

Vidste du, at..:
Luzhniki Stadium, der dammer rammen om åbningskampen, er det klart største stadion i Rusland med en kapacitet på 80.000. Det er også her, VM-finalen spilles 15. juli. Luzhniki Stadium blev bygget tilbage i midten af 50'erne, og tilbage i 1963, hvor man ikke gik voldsomt meget op i sikkerhed, var der proppet hele 102.000 tilskuere ind til en landskamp mellem Sovjetunionen og Italien. 

Dom:
VM skal sparkes i gang, og det bliver den med et opgør, der ikke ligefrem er blandt de mest sexede på plakaten. Men der er noget over åbningskampe, som gør, at man altid glæder sig ligemeget hvad.

Rusland kan ikke løbe fra favoritværdigheden, og værtsnationen vil blive båret frem af tilskuerne, men det er et kæmpe stort spørgsmålstegn, i hvilken forfatning holdet er. Vi gætter på en 2-0-sejr til Rusland.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: