Video : Tipsbladet
VM

Optakt: Sydkorea - Mexico

Ovenpå den overraskende sejr over Tyskland i åbningskampen er Mexico klare favoritter mod Sydkorea.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 17.00
Spillested: Rostov Arena 
Dommer: Indtil videre ukendt
Pulje: Gruppe F
På TV: TV2
Hashtag: #sykmex #vmdk

Holdnyt:
Sydkorea:
Forventningerne var på forhånd ikke store til Sydkorea ved dette VM, og asiaterne har da også ryggen mod muren efter nederlaget til Sverige i åbningskampen. Sydkorea formåede slet ikke at spille sig igennem til chancer mod en solid svensk defensiv, og så kunne Andreas Granqvist score kampens enlige mål på straffspark.

Nu venter en modstander, der formentlig passer sydkoreanerne lidt bedre. Mexico er ikke nær så velorganiserede som Sverige, og der kan opstå muligheder for de fodrappe asiatere, der dog atter går på banen som underdogs 

Nøglen for Sydkorea bliver at få sat stjernen Heung-Min Son bedre i scene, og det er sidste udkald for holdet, der skal vinde for at holde liv i drømmen om videre avancement. Den sydkoreanske landstræner eksperimenterede voldsomt med sine formationer op til VM, og i åbningskampen mod Sverige var holdet sat op i en 4-3-3. Det er slet ikke givet, at det også er taktikken mod Mexico. 

Mexico:
Man plejer at kunne regne med Tyskland ved en slutrunde, og de forsvarende verdensmestre kan stadig nå at få styr på tingene, men Mexico stak en kæp i hjulet på VM-favoritterne ved at vinde en overraskende 1-0-sejr i åbningskampen.

Dermed er der pludselig mange øjne, der hviler på mexicanerne, og sejren over Tyskland har for alvor startet en VM-fest i Mexico. Landsholdet har også mange fans med i Rusland.

At Mexico kunne slå Tyskland var en stor overraskelse, men vi vidste godt, at de grønblusede har et godt hold, og traditionelt avancerer mexicanerne også fra det indledende gruppespil ved et VM - det er de altså også godt på vej til nu.

Hirving Lozano blev matchvinder mod Tyskland, og han er også værd at holde øje med i opgøret mod Sydkorea, hvor mexicanerne kan sikre sig videre avancement.

Karantæner:
Sydkorea: Ingen
Mexico: Ingen

Bud på startopstillinger:
Sydkorea (4-3-3):
Cho - Lee, Jang, Kim, Park - Lee, Ki, Koo - Hwang, Kim, Son

Mexico (4-2-3-1): Ochoa - Salcedo, Ayala, Moreno, Gallardo - Herrera, Guadardo - Layun, Vela, Lozano - Hernandez

Profilen:
Hector Herrera pillede pynten af Toni Kroos, Sami Khedira og Mesut Özil i åbningskampen, og han fik dermed en rigtig god start på VM-slutrunden. Nu står han over for nogle helt andre typer mod Sydkorea, og selv om der ikke er tvivl om, at det på papiret bliver noget mere overkommeligt, skal Herrera være i stand til at omstille sig på midtbanen - sammen med sin makker Guadardo. Det er værd at have et øje på.

Vidste du, at..:
Mexico er det hold, der har tabt flest VM-kampe i historien. 25 gange er mexicanerne gået fra banen som tabere ved en slutrunde.

Dom:
Sydkorea er tvunget frem på banen, og det kan skabe plads for Mexicos offensiv, der virker utroligt veloplagte. Mexicanerne kan tillade sig at spille en smule afventende ovenpå sejren over Tyskland, men omvendt ser holdet formentlig en kæmpe chance for at sikre sig videre avancement. Mexico kan nemlig ikke løbe fra favoritværdigheden mod Sydkorea, og de går også fra banen som vindere. Mexico slår Sydkorea 2-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: