Pelé med hilsen til Mbappé: Velkommen i klubben
Foto: Getty Images
VM

Pelé med hilsen til Mbappé: Velkommen i klubben

Der er kun to teenagere, der nogensinde har scoret i en VM-finale. Den ene byder nu den anden velkommen i sin egen lille klub.

Det er noget helt specielt at score for sin nation i en VM-finale. Det kan alle landsholdsspillere skrive under på.

Men der er noget særligt ved helt unge spillere, der pludselig får en stor rolle for A-landsholdet. Blot to teenagere har i VM-historien scoret i finalen.

Det gælder for brasilianske Pelé samt 19-årige Kylian Mbappé, der i går aftes kunne fejre at være verdensmester. Desuden blev franskmanden kåret til VM's bedste unge spiller.

Nu sender Pelé ham en lille hilsen efter den franske finalesejr over Kroatien:

- Velkommen i klubben, Kylian Mbappé, skriver brasilianeren på Twitter.

Man skal helt tilbage til 1958 for at finde Pelés mål i en VM-finale som teenager. To mål scorede han dengang i finalen mod Sverige.