Video : Tipsbladet
VM

Pogba: Kan blive mit sidste VM

Paul Pogba har store forventninger til det franske landshold ved dette VM, som kan blive United-stjernens sidste.

Frankrig er kommet godt fra start ved VM-slutrunden i Rusland. Spillemæssigt har det ikke været overbevisende, men Didier Deschamps tropper er alligevel gået fra banen i de to første kampe mod Australien og Peru med to sejre.

Holdet er dermed sikret avancement til ottendedelsfinalerne, inden at de møder Danmark i den sidste gruppekamp på tirsdag.

Nu drømmer de franske spillere om VM-trofæet. Én af dem er Manchester Uniteds Paul Pogba:

- Det er muligt. Alt er muligt. Vi ved, at det ikke bliver nemt, som man også har set i kampene allerede. Intet er nemt, det er VM.

- Der findes ikke små hold eller middelmådige spillere. Jeg ved, at vi kan gøre det, men der er stadig lang vej igen. Vi skal stadig kæmpe og være stærke, fortæller han ifølge Sky Sports.

United-stjernen er kun 25 år og burde dermed have flere slutrunder i benene, men midtbanespilleren vil alligevel ikke tage noget for givet, når han taler om Frankrigs VM-chancer:

- Det er måske mit sidste VM. Jeg vil gerne nyde det, glemme kritikken og snakken i krogene. Det eneste, der betyder noget for mig, er, hvad der sker på banen.

- Jeg er her for at give alt for trøjen, for mit hold og for Frankrig. Jeg vil meget gerne vinde det her VM, lyder det fra Paul Pogba.

Frankrig møder Danmark på tirsdag kl. 16.00 dansk tid.