Portugal tæt på avancement - Marokko er færdig ved VM
Foto: Getty Images
VM

Portugal tæt på avancement - Marokko er færdig ved VM

Portugal er tæt på at gå videre fra VM's Gruppe B efter en smal sejr på 1-0 over Marokko.

Cristiano Ronaldo skulle bare bruge fire minutter på at komme på tavlen, da Portugal onsdag vandt med 1-0 over Marokko. Dermed scorede superstjernen sit fjerde VM-mål i bare to kampe, efter han lavede hattrick mod Spanien.

Sejren betyder samtidig, at Portugal er tæt på at gå videre fra gruppen, hvor Spanien og Iran mødes onsdag aften, mens Marokko har udspillet sine muligheder for at gå videre efter to gange 0-1.

Som sagt gik der kun fire minutter, før Ronaldo bragte Portugal i front med landskampsmål nummer 85. Portugal tog et hurtigt, kort hjørnespark, og bolden blev slået ind i feltet, hvor angriberen fra kanten af det lille felt, midt for mål, fik kastet sig ind i bolden og scorede på hovedstød.

Ronaldo og Portugal havde enkelte muligheder resten af kampen, den største faldt til Guedes, men faktisk var det Marokko, der sad på langt det meste af spillet og chancerne.

Hakim Ziyech spillede en flot kamp på Marokkos midtbane og var et par gange tæt på at sparke bolden forbi Rui Patricio i Portugals mål - blandt andet på et frispark, der gik lige over målet.

Ziyech sparkede også gode dødbolde til medspillerne - blandt andet smed han et frispark i hovedet på Younes Belhanda, der fik flikket den godt videre mod Portugals mål. Rui Patricio lavede dog en fremragende redning på forsøget.

Mehdi Benatia, forsvarsspiller, havde også chancer, men han skovlede flere af mulighederne over mål.

Og selv om Marokko sådan set havde godt med tilbud, lykkedes det ikke for landet at komme på tavlen.

For anden VM-kamp i streg tabte Marokko med 0-1, og nederlaget betyder, at det nordafrikanske land ikke kan gå videre længere fra gruppen, og kampen mod Spanien er i realiteten uden betydning for Marokko.