Rettighedsforkæmper: DBU har medansvar for Qatars misbrug og dødsfald

Der er mange, der har forsøgt at sætte ord og billeder på den tragedie, der gennem snart ni år har udspillet sig i forbindelse med Qatars VM. Få har ramt den lige så godt som den norske fagforeningsleder Hans-Christian Gabrielsen.

- Hvis vi skulle afholde et minuts stilhed for hver anslået afdød migrantarbejder på byggepladserne til Qatars VM, ville de første 44 kampe af slutrunden blive spillet i stilhed, sagde han i slutningen af 2018.

44 kampe indeholder 3960 minutter.

Siden Qatar fik tildelt VM i 2010, har kritikken af især landets behandling af millioner af migrantarbejdere, hvoraf mange bygger selve VM-stadionerne, været skarp. Forleden dag gentog Amnesty International kritikken i sin nyeste rapport.

Tiden var ved at rinde ud, konkluderede organisationen, hvis Qatar ville levere en slutrunde, der skulle huskes for andet end misbrug og dødsfald. For ganske vist har landet foretaget visse forbedringer, men de er dels for få og små, dels er de ikke altid slået igennem i virkeligheden.

- Man har taget en del skridt, og man har etableret nogle forskellige komitéer, underskrevet nogle international kommissioner og lavet nogle reformer og lovet nogle flere. Det er bestemt positivt. Der er sket nogle ting, men det, vi efterlyser her, er, at man for alvor får det implementeret, sådan at det ikke bare bliver ved de pæne ord, men man også sikrer nogle reelle forbedringer, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark, til tipsbladet.dk.

- Én ting er at gennemføre en reform, men noget andet er, om det bliver fulgt op med handling. Der siger vi, at der stadig er nogle steder, hvor de virkelig halter, og hvor Qatar bliver nødt til at gøre meget mere.

Generalsekretæren roser DBU og FIFA for at lægge pres på Qatar og på den måde tvinge landet til at indføre nye love, der beskytter migrantarbejderne og hæve minimumlønnen. Omvendt erkender hun også, at det er dyrekøbte forbedringer.

Hvor mange der præcis er døde under arbejdet med VM-stadionerne, er der ingen officielle tal på, men de skal formentlig tælles i tusinder. Derudover er der millioner migrantarbejdere, der i større eller mindre grad udnyttes, ikke får udbetalt løn, får frataget deres pas, misbruges seksuelt og i det hele taget lever under slavelignende tilstande.

Så opvejer forbedringerne den pris, så mange allerede har betalt?

- Ét dødsfald er ét for meget, og én person, der er blevet udsat for tvangsarbejde og sendt ud at arbejde i 50 grader i solen, er én for meget. Så det regnskab kan aldrig komme til at give mening, siger Trine Christensen, der havde ønsket, at FIFA havde taget hensyn til menneskerettigheder, før forbundet tildelte Qatar værtsskabet.

Både FIFA og DBU har dog fortsat en forpligtelse til at fastholde presset på landet, så dem, der har betalt den ultimative pris, ikke er døde forgæves.

- Næste spørgsmål er så: Hvad gør DBU? Hvad gør alle mulige andre? Der har vores anbefaling været, at det gælder om at lægge et enormt pres, for man få jo et medansvar. De ting, der er direkte relateret til VM (som opførslen af stadioner, red.), bliver de sportslige organisationer også medansvarlige for. Det kan hverken fans eller organisationerne leve med, og spillerne i sidste ende må også få en dårlig smag i munden. Derfor er det rigtig vigtigt, at man bruger den indflydelse, man har, til at stille de krav, siger han.

Amnestys rapport, der udkom tidligere på ugen, kan læses i sin helhed her.