Robben: Grim måde at ryge ud på
Illustration
VM

Robben: Grim måde at ryge ud på

Arjen Robben mener, at Holland kunne have drømt om en bedre måde at blive elimineret fra VM på end straffesparksnederlaget, som det skete her til aften.

Holland måtte efter 120 minutters fodbold og dertilhørende straffesparkskonkurrence forlade VM-slutrunden lige før finalen, da Argentina tog de sidste stik og pladsen mod Tyskland på søndag.

Arjen Robben, der turneringen igennem har været én af de helt store profiler, var alt andet end glad for måden, Holland røg ud på.

- Det gør ondt, men vi gav alt, hvad vi havde, her til aften, og det er grimt at ryge ud på denne måde, siger Robben ifølge Supersport.

Ron Vlaar, der lagde uheldigt ud i straffesparkskonkurrencen med at brænde sit spark, er også knust over nederlaget.

- Det er utroligt. Det er hårdt, men sådan er sport. Jeg var nu ikke nervøs, jeg var koncentreret. Den skulle bare gå i mål, men det gjorde den ikke, lyder det fra Vlaar.

Holland har dog én opgave, før de kan rejse hjem fra Brasilien. Netop Brasilien venter på lørdag i bronzekampen ved VM-slutrunden.