Rundens Hold ved VM: 1. runde
Foto: Getty Images
VM

Rundens Hold ved VM: 1. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold ved VM.

Alle mandskaber har nu været i kamp ved VM-slutrunden, og det er tid til at gøre den første status. Allerede nu har VM budt på storsejre, sensationer, flotte mål og spektakulære detaljer. Vi har set nærmere på nogle af de spillere, der har markeret sig med flotte præstationer.

Her er Rundens Hold ved VM for 1. runde - sat op i en 4-4-2-opstilling.

Målmand: Hannes Halldorsson, Island 
Hannes Halldorsson og Lionel Messi lever to vidt forskellige fodboldtilværelser, men lørdag stod de ansigt til ansigt i VM-kampen mellem Island og Argentina, og her var det Randers-målmanden, der pillede pynten af Barcelona-stjernen. Halldorsson reddede et straffespark fra Messi og havde generelt en stor aktie i det første islandske point i VM-historien. 

Højre back: Stephan Lichtsteiner, Schweiz
Den kommende Arsenal-spiller leverede en bundsolid præstation for Schweiz i 1-1-kampen mod Brasilien. Stephan Lichtsteiner havde Marcelo, Coutinho og Neymar over for sig, og meget mere udfordrende kan det ikke blive som back, men schweizeren løste opgaven med stor autoritet. 

Central forsvarer: Diego Godin, Uruguay 
José Gimenez blev matchvinder for Uruguay mod Egypten, men banens bedste var hans makker i midterforsvaret, Diego Godin. Atletico Madrid-spilleren er indbegrebet af en cool midtstopper, og ham kan uruguayanerne undvære mindst lige så lidt som Edison Cavani og Luis Suarez. 

Central forsvarer: Andreas Granqvist, Sverige 
Den svenske landsholdskaptajn viste høj klasse i åbningskampen mod Sydkorea, hvor han også blev matchvinder med en scoring på straffespark. Samtlige sydkoreanerne ville formentlig kunne slå Granqvist i en spurt, men ingen kom forbi ham, fordi han ganske enkelt bare var klogere og dygtigere. Andreas Granqvist skifter snart til Helsingborgs IF, og han skal nok blive en profil i den næstbedste svenske række.....

Venstre back: Aleksandar Kolarov, Serbien
Aleksandar Kolarov var tvivlsom helt til det sidste, men han blev klar til serbernes åbningskamp mod Costa Rica, og han krydrede en god indsats med et drømmemål direkte på frispark. 

Højre midtbane: Kieran Trippier, England 
Det var Harry Kane, der stjal overskrifterne i Englands 2-1-sejr over Tunesien, men den usynlige helt for englænderne var Kanes klubkammerat i Tottenham, Kieran Trippier. Wingbacken skabte seks chancer for sine holdkammerater, og det var flest af alle i første spillerunde ved VM.  

Central midtbanespiller: Hector Herrera, Mexico
Den største sensation ved VM indtil videre skabte Mexico ved at besejre de forsvarende verdensmestre fra Tyskland, og Hector Herrera spillede en stor kamp på den centrale midtbane. Man lagde måske ikke så meget mærke til Herrera, men han pillede pynten af Sami Khedira, Toni Kroos og Mesut Özil, hvilket i sig selv er imponerende. 

Central midtbanespiller: Aleksandr Golovin, Rusland 
Rusland vandt 5-0 over Saudi-Arabien på en billig baggrund, men det skal ikke tage noget fra Aleksandar Golovin, der bærer det meste af værtsnationens forventninger på sine skuldre. Midtbanespilleren fra CSKA Moskva lavede to assists i åbningskampen og krydrede det med en scoring direkte på frispark i de sidste sekunder af opgøret. Der kan meget vel vente ham et klubskifte efter VM.

Venstre midtbane: Hirving Lozano, Mexico
Mexicos matchvinder ligner en superstjerne in spe. Hirving Lozano har et antrit, som gør ondt på alle modstandere, og han voldte altså også de tyske verdensmestre store problemer. Han skal blive ekstremt spændende at følge i resten af slutrunden - og årene fremover. 

Angriber: Cristiano Rolando, Portugal
Hvad skal man sige om Cristiano Ronaldo? Det er simpelthen imponerende, hvordan kan bare bliver ved og ved, og selv om han er fyldt 33 og dermed nærmer sig en fremskreden fodboldalder, er han stadig i en klasse for sig. Hattrick i åbningskampen mod Spanien. Så er VM i gang for den portugisiske superstjerne. 

Angriber: Diego Costa, Spanien 
Cristiano Ronaldo leverede en vanvittig præstation i den ene ende af banen, da Portugal mødte Spanien, og i den modsatte ende gjorde Diego Costa det samme. Atletico Madrid-angriberen scorede to mål i 3-3-kampen. Det var imødeset med spænding, om kontroversielle Costa kunne holde sig ude af problemer i et opgør, hvor hans direkte oppasser var Pepe, og det formåede den spanske målhelt.